Foto: Thomas Kokholm
Foto: Thomas Kokholm
01.12.2021 kl. 13.36

Færre boligområder på ny ghettoliste

Der er færre boligområder på listen over parallelsamfund, udsatte boligområder og hårde ghettoer. Men 62 områder optræder på ny liste over forebyggelsesområder, og det ærgrer Hillerøds borgmester, at et boligområde i kommunen nu optræder på en liste.

Ghettolisten er skrumpet en smule, og der er færre boligområder på både listen over parallelsamfund, udsatte boligområder og hårde ghettoer, som kaldes omdannelsesområder.

I dag har Indenrigs- og Boligministeriet offentliggjort listerne, og mens antallet af boligområder, der optræder på listen over parallelsamfund, falder fra 15 til 12, skrumper antallet af udsatte boligområder fra 25 til 20. Listen over omdannelsesområder falder fra 13 til 10.

– Det er fantastisk positivt, at den gode udvikling fortsætter i så mange områder. Det er fjerde år i træk, at antallet af parallelsamfund falder, og vi ser dermed fortsat effekten af parallelsamfundspakken slå igennem. Kommuner og boligorganisationer kan være stolte af deres målrettede indsats, som er med til at sikre, at alle børn får de samme muligheder, uanset hvor de vokser op, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i en pressemeddelelse.

De to primære årsager til, at færre boligområder opfylder kriterierne for at være udsatte er et fald i andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet og færre dømte i områderne i forhold til landsgennemsnittet. Men der er også et område, som udgår på grund af et forbedret uddannelsesniveau. To områder er ude, fordi antallet af beboere nu er under 1.000.

LÆS OGSÅ Luften skal renses i udsatte boligområder

Tre boligområder udgår af listen over omdannelsesområder, fordi de ikke længere opfylder kriteriet vedrørende antal dømte. Det drejer sig om Ringparken og Motalavej i Slagelse og Solbakken i Odense. Områderne er dog fortsat omfattet af en udviklingsplan og skal leve op til kravene om at reducere andelen af almene familieboliger i området.

– Det er positivt, at også de mest udsatte boligområder kan rykke sig ud af parallelsamfundslisten. Det er dog helt afgørende, at udviklingsplanerne fortsætter, så kommuner og boligorganisationer får omdannet områderne til blandede bydele en gang for alle. Og med den nye lovgivning om forebyggelse er vi også i gang md at tage næste skridt i kampen mod parallelsamfund, siger Kaare Dybvad Bek.

Problemerne ikke løst

Et af de områder, som ikke længere er på listen over parallelsamfund, er Nøjsomhed i Helsingør. Her blev i alt 96 lejemål opsagt i begyndelsen af året for at undgå, at området havnede på den hårde ghettoliste. Derfor var det da også forventet, at området ikke længere ville optræde på listen af den simple årsag, at der nu er under 1.000 beboere i området.

– Det er meget positivt at være rundt i området og se, hvor mange tiltag der er i gang. Man er både ved at lave tilgængelighedsboliger, som er ældre- og handicapvenlige boliger, der bliver lavet nyt fælleshus, og så er man ved at forskønne området og sikre, at der ikke er nogen sorte pletter i området, hvor der ikke er udsyn. Så der sker rigtig mange positive ting, siger Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør.

LÆS OGSÅ Sociale viceværter opdager beboere i psykiske vanskeligheder

Hun er dog meget bevidst om, at Nøjsomheds problemer ikke er løst, bare fordi området ikke længere optræder på listen.

– Bae fordi man ikke optræder på listen, er det jo ikke sådan, at nogle af de udfordringer, der gjorde, at man kom på listen, er pist borte. Der er fortsat for mange, der ikke er på arbejdsmarkedet, og det gælder om at få flere i beskæftigelse. Det har vi arbejdet meget med, og vi har i den grad også fundet formlen i forhold til at få flere ikke-vestlige kvinder ud på arbejdsmarkedet. Vi kan ikke bare læne os tilbage og forvente, at nu er alt godt, fordi vi er kommet af listen, siger Benedikte Kiær.

Det er trist

Som noget nyt er der også blevet offentliggjort en forebyggelsesliste, hvor 62 områder optræder. Listen offentliggøres for første gang som følge af den politiske aftale om brede boligområder, som blev indgået i juni. I disse områder kan boligorganisationer og kommuner bruge nye redskaber til at forebygge udsathed eller fastholde den positive udvikling. Et af de 62 områder, som optræder på listen, er Kongevænget i Hillerød. Og her er borgmester Kirsten Jensen (S) ikke specielt begejstret for at være nævnt på listen.

De fire kriterier for forebyggelsesområder

Listen over forebyggelsesområder omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 30 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 pct. (toårigt gennemsnit).

2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet (toårigt gennemsnit).

3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.

4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet

– Det ærgrer mig, at Kongevænget er kommet på sådan en liste, hvor folk straks tænker: ”Uha, nu skal der ske noget negativt hos os”, eller måske begynder at frygte, at nogle af boligerne i yderste fald skal rives ned. Men det, synes jeg ikke, der er nogen, som skal være bange for. Jeg synes, det er trist at komme på den liste, fordi det skaber en masse dårlige billeder af områder, siger Kirsten Jensen, som fremhæver, at der er mange aktiviteter i boligområdet, at der er nye udearealer, renoverede boliger, og at der er et godt fællesskab blandt beboerne, som bliver bakket op af mange aktører i lokalsamfundet.

LÆS OGSÅ Aftale på plads: Gellerup skal rive 600 boliger ned

– Der er rigtig mange mennesker, som gør rigtig meget godt, og derfor er det vigtigt, at det her ikke tager pippet fra dem. Det er et dejligt sted at bo, og de mennesker, som bor der, prøver at skabe en hel masse aktiviteter og fællesskab, og derfor håber jeg ikke, der er nogen, der bliver kede af det.

Også boligområdet Vapnagård i Helsingør er på forebyggelseslisten. Det havde kommunen dog regnet med.

– Vi havde en forventning om, det kunne ske, fordi vi lige har sneget os op over, at over 30 procent af beboerne er uden tilknytning til arbejdsmarkedet, og det har selvfølgelig også indflydelse på den gennemsnitlige indkomst. Der har vi ligeledes sat ind med ekstra fokus på beskæftigelsesområdet netop for at forbedre de tal, siger Benedikte Kiær.

Et boligområde skal opfylde to af fire kriterier for at komme på forebyggelseslisten, og Kongevænget i Hillerød slår ud på tre af kriterierne. Ifølge Kirsten Jensen er der da også stor opmærksomhed på boligområdet – men med positivt fortegn.

LÆS OGSÅ Danskerne støtter den blandede by - men vil ikke bo i en ghetto

– Jeg kommer ikke til at tale om det boligområde som om, der er noget dårligt ved det. Vi følger det meget tæt, og vi er også opmærksomme i vores anvisning til både de almene boliger i Kongevænget og de øvrige almene boliger, vi har. Vi kan gøre noget ved det, og jeg tror, vi hurtigt kan komme af denne her liste igen, slår Kirsten Jensen fast. antj@kl.dk

Se både forebyggelseslisten og de øvrige lister her

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Færre boligområder på ny ghettoliste Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger