KL med formand Jacob Bundsgaard (S) i spidsen hilser regeringens initiativ velkomment. Pressefoto
KL med formand Jacob Bundsgaard (S) i spidsen hilser regeringens initiativ velkomment. Pressefoto
31.08.2021 kl. 12.39

Manglen på arbejdskraft udløser trepartsdrøftelser

Regeringen har indkaldt arbejdsmarkedets parter og KL til trepartsdrøftelser om manglen på arbejdskraft. KL hilser initiativet velkomment.

Det er gået stærkt fremad med beskæftigelsen de seneste måneder. Alene i juni steg beskæftigelsen med 25.000, og beskæftigelsen er nu cirka tilbage på samme niveau som før coronakrisen. Men det er ikke uden udfordringer. Mange virksomheder har nemlig svært ved at rekruttere medarbejdere, og en del brancher rapporterer, at det er svært at få besat ledige stillinger. Derfor indkalder regeringen nu arbejdsmarkedets parter og KL til drøftelser om manglen på arbejdskraft. Det oplyser regeringen i en pressemeddelelse.

– Vi har håndteret coronakrisen ved, at danskerne har stået sammen. Derfor har vi økonomisk klaret os meget bedre igennem krisen, end vi havde turde håbe på. Vi står nu i en situation, hvor beskæftigelsen er på sit højeste, og visse steder er der nu mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det gør desværre, at nogle virksomheder går glip af ordrer. Det har vi som samfund ikke råd til, siger beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Derfor tager regeringen nu initiativ til trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter om manglen på arbejdskraft. Det er min og regeringens klare ambition, at vi hurtigt i fællesskab kan finde løsninger. Vi har en enestående chance for at få de sidste med og ud i beskæftigelse, så virksomhederne kan få opfyldt deres behov. Hvis vi skal have de sidste med, kræver det, at alle lægger en ekstraordinær indsats. Det gælder også jobcentrene, så der kan laves et hurtigt og effektivt match mellem de ledige og virksomhedernes behov. Derfor er KL også inviteret med til drøftelserne.

KL tager gerne imod invitationen til trepartsdrøftelserne og ser en mulighed for at få unge og langtidsledige i arbejde. For manglen på arbejdskraft skal løses.

LÆS OGSÅ Stigende smitte får Faaborg-Midtfyn til at genåbne corona-jobbank

– Det kan vi ikke sidde overhørig. Der er et behov for, at alle parter gør noget og går fordomsfrit ind i de drøftelser. Og det kan ikke gå for hurtigt. Lige nu har vi en unik mulighed for at få fat i nogle grupper, som traditionelt har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det gælder især de mange unge og langtidsledige, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi ved, at knap 50.000 unge i alderen 15-24 år hverken er undervejs eller færdige med en ungdomsuddannelse, og samtidig står de uden job. Denne gruppe har brug for en særlig indsats. En vej hertil kunne være et mere jobrettet fokus i beskæftigelsesindsatsen, så uddannelse ikke nødvendigvis er det eneste mål, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Hvis vi skal problemstillingen til livs, skal alle relevante parter på banen nu. Jobcentrene skal understøtte, at de ledige kommer i beskæftigelse. De ledige skal tage imod de job, de tilbydes. Og så ligger der er et stort potentiale i, at virksomhederne gør en større indsats for at tage flere med andre kompetencer ind på arbejdspladserne. Men det er vigtigt, at det her ikke blot bliver en kortsigtet løsning for at øge arbejdsudbuddet nu og her. Der skal også andre indsatser til. Der bør for eksempel etableres bedre mulighed for at ansætte udenlandsk arbejdskraft, mere enkle og fleksible opkvalificeringsmuligheder, og bedre indsatser for at nyuddannede kan komme hurtigere i gang.

Første møde mellem parterne finder sted på fredag. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Manglen på arbejdskraft udløser trepartsdrøftelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger