Foto: Unsplash
Foto: Unsplash
20.08.2021 kl. 09.09

Politiker utilfreds med Pride-flag på rådhus

Kandidat ved det kommende kommunalvalg og tidligere formand for Kristendemokraterne, Stig Grenov, kritiserer, at Hørsholm Kommune flager med Pride-flaget.

På mange af landets rådhuse vajer regnbueflaget i disse dage i anledning af Pride-ugen. Men i Hørsholm er det ikke alle, der er lige begejstrede for, at kommunen flager med Pride-flaget.

Den tidligere formand for Kristendemokraterne og kandidat ved det kommende kommunalvalg, Stig Grenov (KD), mener, at regnbueflaget, der er hejst ved det gamle rådhus i Hørsholm, ekskluderer ham og hans heteroseksuelle livsførelse.

– Det er en total sammenblanding af civilsamfund og offentlig myndighed, når eksempelvis Hørsholm Kommune vælger at flage med regnbueflag under pride-ugen, skriver Stig Grenov i et indlæg, han har sendt til det lokale medie sn.dk, hvor han også gør det klart, at Dannebrog er det eneste flag, der repræsenterer alle, og derfor også det eneste flag, offentlige myndigheder bør flage med.

– Pride-fanen derimod inkluderer hverken mig eller min heteroseksuelle livsførelse. Tværtimod kaldes det for hetero-sexistisk, hvis jeg kommer til at nævne, at jeg tilhører flertallet, skriver han ifølge sn.dk.

Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) undrer sig over kritikken.

– Jeg har det faktisk rigtig godt med, at vi flager med regnbueflaget, og jeg synes, det er meget ordentligt. Som kommune skal vi være med til at markere, hvad der sker i samfundet, siger han til sn.dk. antj@kl.dk

Emneord
Diversitet, flag

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Politiker utilfreds med Pride-flag på rådhus Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger