Foto: Tijs van Leur/Unsplash
Foto: Tijs van Leur/Unsplash
18.08.2021 kl. 12.04

KL foreslår nyt analyseinstitut på kulturområdet

Der er brug for bedre indblik i, hvad kulturen betyder for os som individer og som samfund, mener KL og Dansk Erhverv, der foreslår at etablere et nyt analyseinstitut.

Det er med inspiration fra Idrættens Analyseinstitut, at KL og Dansk Erhverv er gået sammen med Danske Kulturbestyrelser, Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet og Augustinus Fonden om at foreslå kulturministeren at etablere et nyt analyseinstitut på kulturområdet. 

Det skriver parterne i en pressemeddelelse. 

Forslaget, der vil blive debatteret på weekendens kulturmøde på Mors, kommer i kølvandet på coronakrisen, hvor det kom til at stå klart, at kulturen har stor betydning for danskerne. 

Det nye analyseinstitut skal bidrage med tal og analyser, der kan ruste kulturlivet bedre til fremtiden. Og det skal være uafhængigt, understreger Finn Schumacker fra Danske Kulturbestyrelser. 

LÆS OGSÅ Bundsgaard: Lokale medier har brug for mere støtte

– Analyserne skal selvfølgelig give os et langt bedre overblik over kulturlivets betydning både for den enkelte, for kulturvirksomhederne og for samfundet generelt. Men analyserne skal også kunne sætte dagsordenen og teste konsekvenserne af aktuelle forslag, både inden og efter at de er sat i værk. Det kræver derfor både mod og uafhængighed og ikke mindst bred opbakning og tillid fra kulturlivet, siger han. 

Hos KL peger formanden for foreningens kultur-, erhvervs- og planudvalg, Rebilds borgmester Leon Sebbelin (R), på, at et kommende analyseinstitut vil kunne bidrage med viden, vi ikke har i dag. 

– Der er et stort behov for meget bedre at kunne forstå og dokumentere de helt basale sammenhænge, hvor kulturen spiller en aktiv rolle. Vi har i mange år drøftet mulige effekter ved en udbredt strategisk kulturpolitik, men mangler stadig en fælles og dybere kortlægning af indsatser, så vi ved, hvad virker, og hvordan vi kan bruge midlerne bedst muligt, siger han. mdbr@kl.dk

Emneord
Kultur, KL

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL foreslår nyt analyseinstitut på kulturområdet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger