Foto: Guldborgsund Kommune
Foto: Guldborgsund Kommune
27.04.2021 kl. 09.54

Guldborgsund fyrer sagsbehandlere fra kritiseret afdeling

Tre medarbejdere fra Center for Familie og Forebyggelse i Guldborgsund Kommune, som var den afdeling, der var berørt af sagen om en ulovlig instruks, er blevet varslet fyret.

Tre medarbejdere fra Guldborgsund Kommunes anbringelsesteam er blevet varslet fyret. Det skriver Lolland-Faslters Folketidende.

Medarbejderne er blandt de medarbejdere, som har været berørt af sagen om en ulovlig instruks, som blev givet af centerchef Mads Larsen, da han i en mail til en række medarbejdere, bad medarbejderne spare 100.000 kroner på hver sagsstamme. Siden er Mads Larsen fratrådt sin stilling.

Overfor Folketidende afviser Allan Ruders, der er direktør for Familie og Forebyggelse i Guldborgsund, at de varslede opsigelser har sammenhæng med sagen om den ulovlige instruks.

KL’s udviklingscenter Komponent har stået for at undersøge den ulovlige instruks, og ifølge Folketidende beskriver Komponent i en rapport, der er lavet på baggrund af 15 interviews i afdelingen og med ledelsen, at der blev givet ”voksenskældud” både fra medarbejder til medarbejder og fra ledelse til medarbejder, at det var en ”splittet organisation”, at der var en hård jargon og manglende tillid til ledelsen.

LÆS OGSÅ Efter instruksen

Til Folketidende skriver HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening i en fælles udtalelse, at de støtter medarbejderne i at få de bedst mulige vilkår.

– Derudover er vi nysgerrige på, om der er en sammenhæng mellem opsigelserne og forløbet omkring den ulovlige instruks og medarbejdergruppens opråb til byrådet omkring deres arbejdsvilkår. Det vil vi gå i dialog med ledelsen om, skriver fagforeningerne med henvisning til, at 25 sagsbehandlere i børne- og familieafdelingen i Guldborgsund i marts skrev et brev til politikerne om, at de var under massivt arbejdspres og foreslog, at kommunen ansatte otte ekstra sagsbehandlere.

Folketidende har fået kendskab til stort set identiske referater fra de samtaler, som alle de tre medarbejdere, som er varslet opsagt, har været til. Ifølge Folketidende fremgår det af referaterne, at ”medarbejderen taler i negative vendinger om ledelsen og ledelsens faglighed” og ”At medarbejderen ikke vil samarbejde og ikke vil kommunikere med samarbejdspartnere og borgere”. antj@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Guldborgsund fyrer sagsbehandlere fra kritiseret afdeling Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger