Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
16.04.2021 kl. 11.04

Mere genåbning på vej: Få overblikket her

Øget fremmøde på uddannelser, mere gang i foreningslivet og mulighed for restaurantbesøg. Det er nogle af punkterne i den seneste aftale om en øget genåbning af samfundet.

Natten til fredag blev flertallet af Folketingets partier enige om en aftale om øget genåbning af samfundet fra onsdag den 21. april. Det sker på baggrund af, at Danmark ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) "står et godt sted", og hvor der derfor er "plads til at vi åbner mere".

– Det er både ansvarligt og meget positivt, men det kræver, at vi holder fast i de gode vaner, holder fast i at lade os teste og holder fast i at bruge coronapas for at få adgang til nogle af de ting, vi gerne vil. Det er afgørende for regeringen, at vi fastholder en ansvarlig balance, så vi får en så normal hverdag som muligt uden at miste kontrollen med epidemien. Jeg er glad for, at et meget bredt flertal i Folketinget har taget ansvar for det i dag, siger Nick Hækkerup.

Aftalen indebærer en række tiltag:

  • Indendørs idræt for børn og unge under 18 år kan foregå med et loft på 25 deltagere.
  • I grundskolen kan der nu være 80 procent fremmøde for afgangsklasserne og på ungdoms- og voksenuddannelser, mens der på erhvervsuddannelser kan være 100 procent fremmøde. Det gælder dog indtil videre ikke i Hovedstadsområdet, der har et højere smitteniveau end resten af landet.
  • 5.-8. klasse i grundskolen får mulighed for udendørs fremmøde i de uger, hvor de ikke må blive undervist indendøre.
  • Mulighed for anvendelse af udendørsarealer på videregående uddannelser til undervisningsbrug. Igen er Hovedstaden ikke med på grund af højt smitteniveau.
  • På de videregående uddannelser kan 30 procent nu møde frem fysisk. Dog ikke i hovedstadsområdet.
  • Foreningsliv, musik- og kulturskoler samt andre kunstskoler for børn og unge under 18 år med forsamlingsloft på 25 personer åbnes. Genåbningen gælder dog ikke for sangaktiviteter.
  • Forsamlingsforbuddet bliver løbende udfaset frem mod 1. august.

Partierne bag aftalen er desuden enige om at fremrykke elementer fra senere genåbningsfaser til 21. april. Det drejer sig om følgende:

  • Åbning for indendørsservering på restauranter og caféer, hvor der dog vil være krav om coronapas og bordbestilling på forhånd. 
  • Ældre over 70 år får lov til at dyrke indendørs idræt med højst 10 personer til stede.
  • Daghøjskoler bliver åbnet med testkrav ligesom på resten af uddannelsesområdet.

Du kan læse hele aftaleteksten her. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mere genåbning på vej: Få overblikket her Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger