Fremover bliver grønne hække normen på villavejene i Gentofte. Foto: Colourbox
Fremover bliver grønne hække normen på villavejene i Gentofte. Foto: Colourbox
08.04.2021 kl. 08.00

Gentofte vedtager lokalplan, der kræver hække fremfor hegn

Det skal være reglen, at der er grønne hække i Gentofte – og ikke mure eller hegn, mener stort flertal. Over halvdelen af høringssvarene – og Enhedslisten – er lodret imod.

Alt for mange steder i Gentofte er hække blevet erstattet med hegn, hvilket ændrer bybilledet, så det ikke længere er grønt.

Det vil et stort flertal i kommunalbestyrelsen nu sætte en stopper for. Op til påske blev en ny lokalplan vedtaget, hvor det kræves, at der plantes grønne levende hække ud til vejene i kommunen.

Forslaget kommer fra § 17, stk. 4-udvalget ”Det Grønne Gentofte”, hvor 10 borgere og fem politikere har haft sæde. Udvalgets formand, kommunalbestyrelsesmedlem Jesper Marcus (K), understregede, at ingen borgere kommer til at pille deres hegn ned.

– Der har været flere høringssvar med forbehold. Den mest udbredte misforståelse har været, at den hegning, som eksisterer i dag, skal udskiftes med en grøn hæk. Det er ikke korrekt. Den hegning man har i dag, vil også være lovlig i fremtiden, sagde han.

LÆS OGSÅ Helt vildt mange kommuner vil være den vildeste

Det formidler dog ikke borgerne. 67 af 129 indsendte høringssvar er negative, mens blot 34 bakker op om forslaget. Mange borgere raser over, at kommunen indskrænker deres råderet over egen grund, mens andre påpeger, at hegn er bedre støjværn end hække. Kommunen afholdt ikke borgermøder om lokalplanen grundet corona-restriktionerne.

I kommunalbestyrelsen stemte kun Jeanne Toxværd (Enhl.) imod planen efter at flertallet hældte hendes ændringsforslag om at udsætte planens vedtagelse til foråret, så der i mellemtiden kunne afholdes borgermøder.

– Lokalplanen indeholder mange gode elementer, men er desværre alt for detailstyret. Det fremstår ikke hvad omkostningerne vil være for at administrere lokalplanen. Derudover finder Enhedslisten det meget beklageligt, at det Konservative flertal vil haste en så omfattende lokalplan igennem uden der har været afholdt borgermøder, hedder det i en stemmeforklaring fra Jeanne Toxværd i referatet af mødet. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gentofte vedtager lokalplan, der kræver hække fremfor hegn Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger