Arkivfoto
Arkivfoto
28.09.2020 kl. 09.49

Bundsgaard: Lokale medier har brug for mere støtte

Der er brug for at ændre mediestøtten, mener KL's formand forud for efterårets medieforhandlinger.

Demokratiet i Danmark risikerer at blive undermineret, hvis ikke de lokale og regionale aviser får øget deres mediestøtte.

Det vurderer KL’s formand, Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S), som derfor kommer med en opfordring til politikerne på Christiansborg forud for efterårets forhandlinger om et nyt medieforlig.

– Vi er nødt til at sikre, at regionale og lokale medier kan overleve ved, at mediestøtten til dem bliver sat i vejret. Det er nødvendigt af hensyn til demokratiet, at lokale og regionale medier har de muskler, der skal til for både at føre kritisk kontrol med magthaverne lokalt og regionalt og til at sikre en højere kvalitet i rapporteringen om det område, de dækker på vegne af borgerne, siger han i et interview med Constructive Institute.

Sidste år faldt annonceomsætningen i lokale og regionale dagblade med 12 procent, viser seneste opgørelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Til gengæld vælger annoncørerne at gå online, der nu tegner sig for 60 procent af hele annonceomsætningen. Den udvikling betyder, at flere lokale og regionale medier kæmper for at overleve – og det risikerer at skabe nyhedsørkener, hvor ingen medier dækker, hvad der sker i nogle kommuner.

LÆS OGSÅ KL: Flytning af handicapområdet højner ikke kvaliteten

– Vi har brug for en fri, selvstændig og stærk presse, der på demokratiets vegne kan holde borgerne orienteret om, hvad der sker i deres lokalområde. Den demokratiske kontrol af udviklingen i vore lokalsamfund bliver dårligere, når den ikke er dækket af medier med kritiske journalister, der på godt og ondt kan fortælle, hvad der sker – også når det gælder om at afsløre enkelte brodne kar, siger Jacob Bundsgaard.

Kulturminister Joy Mogensen (S) ventes at indkalde til medieforhandlinger i efteråret, når finansloven er faldet på plads. mdbr@kl.dk

Emneord
KL, Folketinget, Kultur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Bundsgaard: Lokale medier har brug for mere støtte Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger