Borgmester Gert Jørgensen og et samlet byråd sætter endnu mere gang i arbejdet med FN's Verdensmål. Foto: Sorø Kommune
Borgmester Gert Jørgensen og et samlet byråd sætter endnu mere gang i arbejdet med FN's Verdensmål. Foto: Sorø Kommune
24.09.2020 kl. 12.30

Sorø ansætter verdensmålsambassadør

I Sorø Kommune fejrer man FN’s Verdensmåls fødselsdag ved at vedtage et budget med verdensmålfokus. Samtidig ansætter man en verdensmålsambassadør, der skal koordinere Sorøs bidrag til at gøre verden til et bedre sted.

FN’s Verdensmål har i hele denne valgperiode været en væsentlig del af Sorø Kommunes vision og daglige arbejde.

– Vi har valgt at have fokus på ni af de 17 verdensmål. Det betyder for eksempel, at vi i vores dagsordenspunkter henviser til, hvordan et givent forslag bidrager til at indfri målene, forklarer Sorøs konservative borgmester Gert Jørgensen.

På fredag er det fem år siden, at FN-landene tiltrådte de 17 verdensmål, som siden har sat en fælles, global retning for udviklingen af en bedre verden.

Et samlet byråd i Sorø har netop indgået en budgetaftale om næste års budget, som sætter væsentligt skub i arbejdet med verdensmålene og Byrådets Vision 2022.

LÆS OGSÅ Indeklimamodel beregner prisen for kloge og sunde børn

– Det ligger hele Byrådet på sinde, at de forbedringer, vi foretager i Sorø Kommune, også bidrager til en bedre verden. Med budgetaftalen styrker vi arbejdet med verdensmålene og med de fire temaer i Vision 2022 markant. Vi giver et løft til borgernes sundhed og trivsel gennem blandt andet samværsprojekter på plejecentrene og betydelige investeringer i vores idrætsfaciliteter. Vi styrker faglighed og trivsel i vores dagtilbud og skoler gennem bedre normeringer og forbedringer af de fysiske rammer. Vi udvikler de levende byer og lokalsamfund gennem blandt andet udbygning af stier og cykelstier og en udviklingsindsats for Sorø By. Og ikke mindst så tager vi et solidt skridt fremad i klimaindsatsen, i og med at vi fordobler puljen til energirenovering af kommunale bygninger og sætter midler af til, at der kan blive udarbejdet en klimahandlingsplan, forklarer Gert Jørgensen.

Verdensmålsambassadør styrker dialogen

Samtidig er kommunen i gang med at ansætte en verdensmålsambassadør, som skal styrke dialogen med borgere, foreninger, lokalråd og erhvervsliv om verdensmålene, så endnu flere lokale kræfter bidrager til den vigtige globale forandring.

– Vi oplever en stor interesse for verdensmålene og for at gøre en forskel lokalt, når vi taler med såvel erhvervsliv som borgere og foreninger. Det er den dialog, vi nu vil sætte endnu mere skub i ved at ansætte en verdensmålsambassadør. For hvis vi skal nå i mål med vores vision med udgangspunkt i verdensmålene, er der brug for alle kræfter, siger Gert Jørgensen.

Byrådet arbejder desuden på at blive en del af Realdanias DK2020-netværk, som vil styrke kommunens klimaarbejde yderligere. Netværket, som Realdania driver i samarbejde med den grønne tænketank CONCITO, hjælper kommuner med at udvikle klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens 2030 mål. I første omgang kom 20 kommuner med i netværket.

LÆS OGSÅ Verdensmål oversat til brugbart dansk

– Vi var tæt på at komme med i første runde. Vi vil gerne med i netværket med henblik på at få lavet en klimahandlingsplan, siger Gert Jørgensen.

I Sorø udfaser man nu biogas og bygger et nyt bioenergianlæg, der skal stå klar i 2021 og forsyne fjernvarmekunderne.

Vild med vilje

For tiden er der en del, der på DR følger Hjørring Kommune og bonderøven Franks kamp for at øge biodiversiteten ved at plante vilde blomster i ”græsplæneørknerne”.

Den kamp har Sorø kæmpet i flere år.

LÆS OGSÅ Ny stor statsskov skyder op på Fyn

– Vi kører en "vild med vilje"-strategi på de kommunale arealer, rundkørsler, grøftekanter og så videre. Vi er også certificeret bi-venlig kommune, fortæller Gert Jørgensen.

Det handler også meget om at få borgerne med. Som man kan se i udsendelsen fra Hjørring, så deler det vandene. Ikke alle borgere er lige begejstrede. De synes, det er noget uordentligt noget. Sådan er det også i Sorø. Her gør man så ikke så meget for at overbevise haveejerne om, at de skal lade deres haver beplante med vilde blomster.

– Vi oplyser, men respekterer ejendomsretten. Vi er jo en konservativ kommune. Men "vild med vilje" giver god mening for os. Sorø Kommune er en landkommune med mange naturområder, siger Gert Jørgensen. tkn@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sorø ansætter verdensmålsambassadør Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger