Jørn Pedersen vil ikke bakke op om en udenbys kandidat. Derfor støtter han Jakob Ville som ny spidskandidat i Venstre i Kolding. Pressefoto.
Jørn Pedersen vil ikke bakke op om en udenbys kandidat. Derfor støtter han Jakob Ville som ny spidskandidat i Venstre i Kolding. Pressefoto.
17.09.2020 kl. 17.40

Jørn Pedersen peger på sin favorit som efterfølger

Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), vil af principielle grunde ikke støtte Eva Kjer Hansen i kampen om at blive spidskandidat for Venstre i Kolding. Han peger i stedet på Jakob Ville, der allerede sidder i byrådet.

Den siddende borgmester i Kolding, Jørn Pedersen (V), vil kun pege på en lokal politiker som sin efterfølger til at lede Venstre i kommunalvalget i 2021. Det skriver han på Facebook.

– Jeg melder klart ud nu, at det skal være en af vores lokale politikere, som er forankret i vores Kolding Kommune og i byrådet. Jakob Ville har meldt sig og har min fulde opbakning, skriver Jørn Pedersen.

Dermed betyder det også, at Jørn Pedersen ikke kan bakke op om den anden potentielle spidskandidat, Eva Kjer Hansen (V), der for nylig besluttede sig for at flytte til Kolding fra Aabenraa for at forsøge at blive Jørn Pedersens efterfølger.

Over for Jydske Vestkysten uddyber Jørn Pedersen sin modstand mod den tidligere minister og folketingsmedlem Eva Kjer Hansen.

LÆS OGSÅ Lars Weiss går efter overborgmesterposten

– Jeg har kæmpe respekt for Eva og hendes indsats i Folketinget. Men jeg er ikke tilhænger af, at man flyver kendisser ind udefra. For hvor motiverende er det lige at være hjælperytter på holdet, hvis man aldrig selv får chancen for at blive kaptajn? Jeg er bange for, at det tager gejsten fra lokale politikere, som har knoklet for deres kommune i årevis, siger Jørn Pedersen til avisen.

Han henviser til, at Eva Kjer Hansen i øjeblikket bor i Aabenraa og aldrig har boet i Kolding. Det har hun dog tænkt sig at råde bod på ved at flytte til Kolding senest den 1. oktober. Hun har i hele sin karriere som folketingsmedlem været opstillet i Kolding, så kommunen er langt fra ukendt land for hende.

Ville kan overtage før tid

Jørn Pedersen skriver desuden, at han vil gå før tid, hvis Venstres medlemmer vælger Jakob Ville. På den måde kan Ville få tid til at profilere sig som borgmester. En mulighed, der ikke eksisterer, hvis Venstres medlemmer vælger Eva Kjer Hansen, der ikke sidder i byrådet endnu.

– Bliver han spidskandidat for V, så er jeg også villig til at give borgmesterposten fra mig før tid. Der er kun en rigtig kendt i byrådet og i hvert fald i Venstre, og det er borgmesteren. Når jeg træder væk fra den post, så skygger jeg ikke for andre, og vedkommende kan dermed blomstre, skriver Jørn Pedersen.

LÆS OGSÅ Billund skal have ny borgmester

Indtil videre har tre af Venstres byrådsmedlemmer bakket op om Eva Kjer Hansens kandidatur, og indtil torsdag var opbakningen til Jakob Ville til at overse. Men nu er to byrådsmedlemmer kommet på banen og har offentligt bakket op om Jakob Ville, ligesom Jørn Pedersen altså giver sin fulde opbakning til kandidaten.

Indtil videre har ingen andre end Jakob Ville og Eva Kjer Hansen meldt deres kandidatur. Andre medlemmer af Venstre i Kolding kan indtil 1. oktober melde sig ind i kampen. Det kræver dog, at de har adresse i Kolding senest den 1. oktober.

Venstres medlemmer skal derefter holde afstemning den 8. oktober og vælge spidskandidat til kommunalvalget, der finder sted den 16. november 2021. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Jørn Pedersen peger på sin favorit som efterfølger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger