Jobcentrene kan fortsætte med digitale møder frem til udgangen af året. Foto: Hung Tien Vu
Jobcentrene kan fortsætte med digitale møder frem til udgangen af året. Foto: Hung Tien Vu
16.09.2020 kl. 11.07

Coronadispensation i beskæftigelsesindsatsen forlænget

Frem til årets udgang kan landets jobcentre fortsætte med at afholde digitale og telefoniske samtaler med ledige.

Året ud kan landets jobcentre og a-kasser holde samtaler med de ledige, uden at det behøver at foregå på kommunekontoret. Det står klart, efter beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) netop har forlænget dispensationen, der giver mulighed for at holde telefoniske og digitale møder, indtil 31. december i år.

– Corona-virusset er desværre fortsat iblandt os, og vi skal hele tiden sikre, at vi gør, hvad vi kan for at holde den nede, både nationalt og lokalt. Her er de digitale samtaler en god mulighed for at undgå fysisk kontakt, men stadig hjælpe de ledige. Det bliver nu muligt året ud, og jeg er tilfreds med, at jobcentrene fortsat har fleksibiliteten og kan vurdere, hvornår det er en fordel med en digital samtale fremfor med et fysisk møde, siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

Kommunernes jobcentre har siden foråret haft mulighed for at holde de lovpligtige samtaler uden fysisk fremmøde. Det skulle dels forhindre øget spredning af coronasmitten og dels sikre, at ledige, der er i en særlig risikogruppe, fortsat kunne modtage den kommunale beskæftigelsesindsats, som de har ret til.

Det har været en god løsning, mener beskæftigelsesministeren.

LÆS OGSÅ KL: Galimatias ikke at bruge Covid-erfaringer i beskæftigelsesindsatsen

– Det er mit indtryk, at det indtil videre har fungeret som et godt alternativ, og at både ledige og sagsbehandlere har været glade for fleksibiliteten. Vi er i gang med at samle erfaringerne fra nedlukningsperioden, så vi kan blive klogere på, hvad der har fungeret godt og mindre godt, siger Peter Hummelgaard.

Dispensationen gælder også møder i kommunale rehabiliteringsteams, der behandler sager om jobafklaringsforløb og ressourceforløb. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Coronadispensation i beskæftigelsesindsatsen forlænget Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger