Foto: Aarhus Kommunes Børn- og Ungebyråd
Foto: Aarhus Kommunes Børn- og Ungebyråd
30.10.2020 kl. 11.30

Ny børne- og ungeborgmester i Aarhus

15-årige Rikke Kondrup Jensen er blevet valgt som ny borgmester for børne- og ungebyrådet i Aarhus. Det første punkt på dagsordenen bliver børn og unges mentale sundhed.

Mandag den 26. oktober blev der afholdt valg i Aarhus børne- og ungebyråd. Det skriver Århus Stiftstidende. Vinderen blev 15-årige Rikke Kondrup Jensen, som glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

– Det er megafedt at være blevet valgt! Jeg er meget beæret over, at de andre byrødder stoler nok på mig til at overlade mig ansvaret. Der bliver taget en masse beslutninger på vores vegne, og jeg synes, vi unge har et ansvar for at få vores eget perspektiv med, og jeg har aldrig været bleg for at sige min mening, siger hun til Århus Stiftstidende.

Trods sin unge alder har Rikke Kondrup Jensen allerede prøvet kræfter med den politiske verden i flere år. I 6. klasse meldte hun sig til elevrådet på sin skole, og hun er desuden med i Senatet Nord i Aarhus på 2. år – hvorigennem man kan stille op til børn- og ungebyrådet.

Mental sundhed på dagsordenen

Et af de første emner, som Rikke Kondrup Jensen skal være med til at diskutere i børn- og ungebyrådet, bliver børn og unges mentale sundhed. Det er et emne, som hun brænder meget for, og hun vil gerne være med til at skabe mere opmærksomhed omkring emnet blandt de unge i Aarhus.

LÆS OGSÅ Stort mindretal vil have flere pædagoger – men SF tøver med at tilslutte sig

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Thomas Medom (SF) er yderst tilfreds med det nye junior-byråd og dets valg af emnet mental sundhed.

– Jeg ser frem til et godt samarbejde med Rikke og de to nye viceborgmestre (Kirstine Nicoline Kvernrød og Mads Stubkjær Madsen, red.) det næste år. Det varmer, at de som det første har valgt at fokusere på at forbedre den mentale sundhed hos børn og unge, som også er en vigtig prioritet for os i det voksne byråd, siger han.

Børne- og ungebyrådet i Aarhus blev oprettet i 2007 som et eksperiment og blev senere gjort permanent. Det er åbent for børn og unge fra 7. klasse, og op til de er 17 år, og byrødderne sidder for et år ad gangen. Det voksne byråd er forpligtet til at behandle indstillinger fra junior-byrådet. frst@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny børne- og ungeborgmester i Aarhus Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger