Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
29.10.2020 kl. 11.00

Kommuner tvinges ikke til at følge ny grøn indkøbsstrategi

Det bliver helt op til kommunerne om de vil følge statens eksempel med kødløse dage i medarbejdernes kantiner, fastslår finansministeren.

De offentlige indkøb skal være grønnere, så de bidrager mindre til CO2-udledningen. Det mener regeringen, der torsdag fremlagde sin nye strategi for offentlige grønne indkøb.

– Vi lancerer for første gang i danmarkshistorien en samlet strategi for grønne offentlige indkøb. Det er en grundlæggende forandring i den måde, det offentlige køber ind på, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde, hvor han var flankeret af formændene for hhv. KL og Danske Regioner.

Staten vil blandt andet klimakompensere for flyrejser, skifte bilparken ud med elbiler og indføre to kødfrie dage i kantinerne på de statslige arbejdspladser.

Men selv om strategien omfatter hele den offentlige sektor, indeholder den ingen pisk til kommunerne.

LÆS OGSÅ Mindre kød og mere grønt i kommunemaden

– Vi kommer ikke til at fremsætte lovgivning i Folketinget, der pålægger kommunerne og regionerne at følge det her, sagde Nicolai Wammen, der også kvitterede for, at mange kommuner allerede i dag er ret langt fremme, når det kommer til grønne indkøb.

Hvis kommunerne vil indføre kødfrie dage på plejehjem og i børnehaver, bliver det med andre ord op til dem selv.

– Det er ikke et krav. Der skal være plads til den lokale selvbestemmelse, sagde KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) på pressemødet.

Umiddelbart er det ikke Jacob Bundsgaards vurdering, at det vil være dyrere at købe mere grønt ind. Viser det sig at være det, vil KL drøfte det i kommende økonomiforhandlinger med regeringen. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ KL klar med 48 forslag til CO2-reduktion
Emneord
Klima, Indkøb, Miljø

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner tvinges ikke til at følge ny grøn indkøbsstrategi Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger