Foto: Horsens Kommune
Foto: Horsens Kommune
27.10.2020 kl. 13.30

Direktør Karin Holland stopper i Horsens Kommune

Efter 20 år som direktør for velfærd og sundhed i Horsens går Karin Holland nu på pension.

Fra den 31. december 2020 siger direktør for velfærd og sundhed Karin Holland farvel til Horsens Kommune og går på pension. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse. Karin Holland har siddet på posten siden juni 2000, hvor hun dengang fik ansvaret for sundheds- og socialområdet samt beskæftigelsesområdet. 20 år senere vælger hun nu at gå på pension.

– Det har været 20 fantastiske år med masser af spændende opgaver, masser af ansvar og masser af tillid fra politikerne. Jeg har nydt de mangeartede opgaver og ambitiøse målsætninger, politikerne har bedt mig om at løse og virkeliggøre. Forventningerne har altid været store - men jeg har også mærket stor tillid og opbakning fra politisk hold, siger hun i pressemeddelelsen.

Gennem sine 20 år i kommunen har Karin Holland arbejdet sammen med tre borgmestre og seks forskellige byråd. Nuværende borgmester Peter Sørensen (S) fremhæver blandt andet Karin Hollands sans for samspil med politikerne i kommunen, og selvom han er ked af, at samarbejdet slutter, forstår han godt beslutningen.

– Hun har været en fantastisk dygtig direktør og samtidig et meget omsorgsfuldt og empatisk menneske, som altid har løst opgaverne med sikker og konstruktiv hånd og i et loyalt og tæt samspil med politikere, foreninger, organisationer og frivillige. Karin Holland har virkelig leveret varen, og hun afleverer et direktørområde i en fantastisk tilstand - og som med tusindvis af dygtige og dedikerede medarbejdere er gearet til fremtidens udfordringer, siger han.

LÆS OGSÅ Ny velfærdschef i Fanø

Karin Holland er uddannet socialrådgiver og arbejdede som det i 13 år, inden hun skiftede til det private, hvor hun blev udviklingskonsulent med fokus på ledelse og organisation. Derefter fik hun en chefstilling i Aarhus Kommunes socialforvaltning, og i år 2000 blev hun så direktør i Horsens Kommune.

Kommunen går nu i gang med at finde en afløser for Karin Holland, som stopper den 31. december i år. frst@kl.dk  

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Direktør Karin Holland stopper i Horsens Kommune Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger