Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
26.10.2020 kl. 13.00

Odense vil forberede unge til arbejdsmarkedet med nyt projekt

For mange unge er et fritidsjob det første skridt på vejen til en tæt tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan dog være svært for nogle unge at komme i gang, og det skal et nyt fritidsjobprojekt i Odense lave om på.

Med fritidsjobprojektet ”Måltid, Fritid, Fremtid” er Odense Kommune gået sammen med Red Barnet, Meyers Madhus og en flere lokale virksomheder for at give unge mennesker jobtræning, så de kan blive bedre klædt på til at søge et fritidsjob efterfølgende.

Det første hold med syv unge i alderen 15-17 år er allerede startet op i forløbet, som er fokuseret på mad, køkkenhygiejne og kogekunst. De unge starter med fire ugers undervisning i køkkenet sammen med en kok fra Meyers Madhus, to frivillige fra Red Barnet og en medarbejder fra ungdomsskolen UngOdense. Derefter skal de unge ud i fire ugers fritidsjobtræning i lokale virksomheder inden for restaurations-, fødevarer- eller detailbranchen og til sidst modtager de et diplom på at have gennemført forløbet.

I Odense Kommune er børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) meget begejstret for projektet og dets udsigter.  

– Jeg kan ikke få armene ned over det her projekt, der viser, at forskellige parter er villige til i fællesskab at gøre en forskel for deres by. Der er så mange vindere i det, hvis alt lykkes. De unge får mulighed for at udfolde evner, de måske slet ikke vidste, at de besad, og de får nogle værdifulde erfaringer til cv'et og forhåbentligt et fast fritidsjob, der kan være vejen til at klare sig selv senere i livet. Virksomhederne vil forhåbentlig opleve, at det er en tilfredsstillelse at tage et socialt ansvar og invitere en ung indenfor, som man måske ikke i første omgang ville have brugt tid på at oplære, men nu får sendt godt mod fremtiden, siger hun i en pressemeddelelse fra kommunen.

LÆS OGSÅ Ny enhed skal hjælpe Greves unge

Fritidsjob har positive effekter for unge

Undervejs i forløbet og i fire måneder efterfølgende vil de unge have en frivillig mentor fra Red Barnet tilknyttet, som både kan støtte de unge under jobtræningen og hjælpe med at skrive jobansøgninger bagefter. For Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, betyder det meget, at organisationens frivillige nu kan komme til at gøre en forskel for de unge, som har svært ved at finde et fritidsjob.

– Mange unge har brug for et kærligt skub på vejen til et fritidsjob, og det er vi så glade for sammen at kunne give dem med dette nye projekt. At være en del af et positivt fællesskab i fritiden er fuldstændig afgørende for unge. Det er her, de kan blive gode til noget, øve sig, samarbejde, få venner og skabe en vej til uddannelse og job. Der er så mange positive effekter ved at have et fritidsjob, og dem skal flere unge have del i, siger hun i pressemeddelelsen.

I Meyers Madhus er projektchef Peter Rønn-Petersen også meget glad for, at mad og måltider er projektets omdrejningspunkt.

– Vi oplever, at mad og måltider rummer et stort potentiale for at styrke de unges tro på egne evner og er med til at inkludere dem i et fællesskab, som øger deres netværk. Vores erfaring er, at mad og måltider i en engageret og fagligt funderet madundervisning kan skabe motivation, der er afgørende for at komme ud på arbejdsmarkedet for eksempel i et fritidsjob. Samtidig viser forskning, at netop fritidsjob kan have afgørende betydning for de unges tilknytning til arbejdsmarkedet på lang sigt, og derfor giver det så god mening for os at være en del af Måltid, Fritid, Fremtid, siger han.

LÆS OGSÅ Ny portal for bekymrede familier

Projektet Måltid, Fritid, Fremtid kører i Odense og Aarhus Kommuner frem til og med 2022 og er støttet af den A.P. Møllerske Støttefond. frst@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Odense vil forberede unge til arbejdsmarkedet med nyt projekt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger