Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
26.10.2020 kl. 12.00

Lærere kan nu bruge visir i skolen

Nye regler for visir vækker glæde hos lærerne i Høje-Taastrup Kommune, som længe har kæmpet for at få lov til bruge visir eller mundbind.

En række kommuner har hidtil afvist at lade lærere bruge mundbind eller visir i undervisningen. Men med fredagens nye restriktioner er reglerne om værnemidler i folkeskolen nu ændret. Ifølge de nye retningslinjer fra Sundhedsministeriet kan lærere og pædagoger i grundskolen og daginstitutioner nu bære visir, hvis de ønsker det.

Den udmelding vækker glæde hos Heidi Yoma Rasmussen, som er lærerkredsformand i Høje-Taastrup.

– Det giver en stor tryghed, at den enkelte lærer selv har mulighed for at vurdere, om der er behov for at bruge visir. Det kan for eksempel være, når vi har gårdvagter, hvor vi er tæt på elever, som vi normalt ikke underviser. Eller det kan være i idrætssituationer, hvor der bliver talt højt, siger Heidi Yoma Rasmussen til Danske Kommuner.

Indtil nu har sundhedsmyndighederne ikke anbefalet brug af værnemidler i folkeskolen, og det har fået flere kommuner til at afvise lærernes ønske om at bruge mundbind eller visir. En melding som har skabt utryghed hos lærerne.

LÆS OGSÅ Folkeskolen har behov for retningslinjer nu

– Skolerne er indrettet, så det er umuligt at holde afstand, og det skaber utryghed. Nogle lærere har sårbare pårørende og vil gerne beskytte sig. Det valg synes jeg, de skal have lov til at træffe, siger Heidi Yoma Rasmussen.

Mere afstand

Hun understreger, at muligheden for at bære visir kun løser noget af problemet, og hun havde derfor gerne set, at der var indført yderligere restriktioner.

– Vi vil jo gerne gøre tingene på en sikker måde, og den eneste rigtig sikre måde vi kender i dag, er at holde afstand. Det ville være bedre, hvis vi kunne lave eftermiddags- og formiddagshold og fik forskudte pauser og tid til udluftning. Det ville trods alt være bedre end en total nedlukning, som man bruger i nogle lande, siger Heidi Yoma Rasmussen.

På ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, skal de studerende fra på torsdag bruge mundbind, når de bevæger sig rundt på uddannelsesstedet. De studerende behøver ikke have mundbind på i klasselokalerne, men undervisere, der underviser i mere end to klasser eller hold i løbet af en dag, skal bære mundbind eller visir.

LÆS OGSÅ Aarhus overvejer at genindføre nødundervisning

– Jeg vil påstå, at så godt som alle folkeskolelærere underviser i mere end to klasser hver eneste dag. Men i folkeskolen bliver det pædagogiske personale og lærerne hver dag sat til at arbejde mod bedrevidende. Vi bliver sat til at være meget tæt på hinanden og børnene i en tid, hvor man ude i samfundet siger, at vi skal holde afstand, siger Heidi Yoma Rasmussen. gij@kl.dk 

Emneord
COVID19, Skoler

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Lærere kan nu bruge visir i skolen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger