Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
22.10.2020 kl. 12.40

Tidligere KL-chef erkender bedrageri

KL’s tidligere juridiske chef Karsten Thystrup erkender sig skyldig i dele af anklagen mod ham.

Selv om den tidligere KL-kontorchef Karsten Thystrup fik kørsel til og fra Aarhus betalt af Politiklagenævnet, som han havde sæde i, lod han alligevel KL betale for noget af kørslen og gjorde sig dermed skyldig i bedrageri.

Det erkendte han torsdag formiddag i Københavns Byret, da straffesagen mod ham begyndte.

Foruden bedrageri med kørselsgodtgørelsen er han tiltalt for en stribe tilfælde af mandatsvig ved at lade KL betale for taxature og BroBizz-ture over Øresund, som ifølge KL ikke havde noget med arbejdet at gøre. Her erkendte Karsten Thystrup for så vidt de faktiske forhold, men hævdede, at kørslen var arbejdsrelateret.

– Jeg havde perioder, hvor jeg arbejdede i mit sommerhus i Sverige, hvor jeg havde en hjemmearbejdsplads, og hvor jeg kunne holde Skype-møder med mine medarbejdere, forklarede Karsten Thystrup.

LÆS OGSÅ Leder frifundet i bestikkelsessag

Adspurgt om, hvorfor han så ikke også krævede kørselsgodtgørelse svarede han:

– Det ville være forkert. Men jeg synes, det var rimeligt, at KL betalte BroBizzen.

Det kom også frem under torsdagens retsmøde, at ikke alle taxaturene blev foretaget af Karsten Thystrup selv. Flere gange tog hans hustru en taxa til lufthavnen på KL’s regning, når hun skulle besøge Karsten Thystrup under en af hans rejser til Bruxelles.

– Hun tog sommetider nogle mapper og et jakkesæt med, som jeg havde glemt. Jeg har ikke fået at vide, at et taxakort er personligt, forklarede Karsten Thystrup, der heller ikke var bekendt med KL’s rejsepolitik.

LÆS OGSÅ Efter ransagninger og afhøringer: Politi lukker sag om embedsmisbrug

– Jeg kender ikke indholdet, og er jeg er heller ikke blevet gjort bekendt med det, sagde han.

Det økonomiske mellemværende er ifølge Karsten Thystrup ordnet, efter at han i efteråret 2016 opsagde sin stilling og senere blev kontaktet angående de pågældende rejser.

Karsten Thystrups forsvarer Henrik Stagetorn forsøgte forgæves at opretholde et tre år gammelt navneforbud i sagen, men på pressens forandledning valgte dommer Mikael Kragh at ophæve det.

Det er endnu uvist, hvilken straf, anklagemyndigheden vil kræve Karsten Thystrup idømt. Der falder dom i sagen mandag. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Kommune vil have lovændring for at hjælpe bandetruede udsatte
Emneord
Kriminalitet

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere KL-chef erkender bedrageri Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger