Foto: Tønder Kommune
Foto: Tønder Kommune
14.10.2020 kl. 11.14

Tønders borgmester bryder med V og danner lokalliste

Henrik Frandsen danner sammen med seks hidtidige V-byrådsmedlemmer Tønder Listen.

Venstre har ikke længere borgmesterposten i Tønder.

Det står klart efter at borgmester Henrik Frandsen onsdag på et pressemøde har præsenteret en ny lokalliste, Tønder Listen, der foruden ham selv tæller hele seks byrådsmedlemmer, der alle er valgt for Venstre ved sidste valg.

Det drejer sig om formand for kultur- og fritidsudvalget René Andersen, formand for sundhedsudvalget Irene Holk Lund, formand for teknik- og miljøudvalget Bo Jessen og byrådsmedlemmerne Daisy Dahl og Anita Uggerholt Eriksen. Derudover har Venstres førstesuppleant Karl Henning Clausen også meldt sig under Tønder Listens faner.

- Vi er nu trådt ud af Venstre. Vælgerne skal dog ikke være i tvivl om, at vi fortsat har gode Venstre-værdier i vores hjerter. Og vi vil fortsætte med at være de politikere, som vælgerne kan have tillid til, og som i fællesskab med andre vil sikre en balance i hele Tønder Kommunes udvikling – også efter november 2021, siger Henrik Frandsen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ DF ude af Frederikshavn byråd

Det er dermed den foreløbige kulmination på uroen i Venstre i Tønder, som begyndte, da Henrik Frandsen blev vraget som borgmesterkandidat til fordel for den i den brede offentlighed ukendte Martin Iversen. Siden meddelte det ene Venstre-medlem efter det andet, at de ikke genopstiller for Venstre næste år.

Det er endnu ikke afgjort, om de alle stiller op ved valget næste år, men Henrik Frandsen har ikke lagt skjul på, at han ikke er færdig med kommunalpolitik. Da Nyhedsmagasinet Danske Kommuner talte med ham halvanden uge efter opstillingsmødet, formulerede han det således:

– Jeg vil stadig være politisk til stede i Tønder efter valget, hvor jeg går efter en fremtrædende post, lød det dengang fra Henrik Frandsen.

Venstre har nu otte byrådsmedlemmer i Tønder og er dermed stadig det største parti. Tønder Listen er med sine seks mandater næststørst. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Sophie Hæstorp: Jeg vil være overborgmester i København

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tønders borgmester bryder med V og danner lokalliste Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger