Foto: Statsministeriet
Foto: Statsministeriet
06.10.2020 kl. 12.45

Her er regeringens nærhedsreform: Syv kommuner sættes helt fri

Dagtilbud, ældreområdet og folkeskolen bliver de tre områder, der bliver sat fri i regeringens nærhedsreform.

Det er en lidt vild idé, erkender statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale til Folketingets åbning.

Men ansvaret for den lokale velfærd skal ligge lokalt – og derfor kaster regeringen sig ud i et ganske vidtgående forsøg i form af den længe ventede nærhedsreform, som hun i øvrigt omtalte i åbningstalen sidste år. 

– Regeringen vil give syv danske kommuner fuldstændig frihed på et udvalgt velfærdsområde. For eksempel Helsingør. De næste tre år får de fuldstændig frihed på daginstitutionsområdet. Sammen med forældre og det pædagogiske personale får Helsingør lov til at skabe Danmarks bedste dagpleje, vuggestuer og børnehaver. Vi fjerner så meget statslig regulering og lovgivning som muligt. I stedet lader vi mennesker tage ansvaret selv, lyder det fra statsministeren.

Regeringen har desuden indgået lignende aftaler med Rebild, Viborg, Middelfart, Holbæk, Langeland og Esbjerg. De seks kommuner får lejlighed til at sætte folkeskolen, dagtilbud og ældreområdet fri for kommunale regler, krav og dokumentation.

LÆS OGSÅ Fåmælt Wammen får DF til at kræve flere svar om frikommuner

– Jeg vil bede jer her i salen om opbakning til det samme. At vi sætter de syv kommuner fri af den lovgivning og statslige regulering, de normalt er underlagt. For hvis det skal virke, så skal vi turde gå hele vejen. Vi bliver også nødt til at fjerne de regler, som vi har kæmpet for at få indført, fortsatte Mette Frederiksen.

Visse regler vil stadig gælde, når folkeskoleområdet sættes fri, forklarede hun. Undervisningen i folkeskolen vil fortsat finansieres over skatten, og der vil også stadig være afgangsprøver. Men regler som minimumstimetal, elevplaner, klasselofter, nationale test ryger ud.

Til gengæld får ledere og medarbejdere friheden til at tilrettelægge skoledagen, som de vil. Med følger dog en forventning, understregede Mette Frederiksen:

– Til gengæld forpligter de sig på at levere bedre resultater. For med friheden, ja – der følger ansvaret, sagde hun. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Borgmestre glæder sig til at blive sat fri

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Her er regeringens nærhedsreform: Syv kommuner sættes helt fri Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger