Mette Annelie Rasmussen (RV) mister sin gruppeformandspost efter at have tabt kampvalg om spidskandidatur. Foto: Københavns Kommune
Mette Annelie Rasmussen (RV) mister sin gruppeformandspost efter at have tabt kampvalg om spidskandidatur. Foto: Københavns Kommune
24.11.2020 kl. 13.12

Tabte internt kampvalg: Nu er hun også vraget som gruppeformand

Radikale på Københavns Rådhus sætter gruppeformanden fra bestillingen, efter hun forgæves forsøgte at blive spidskandidat. Uacceptabelt at straffe på den måde, skriver gruppemedlem om fravalget.

Under 14 dage efter de Radikale i København var igennem et tæt spidskandidatvalg, er den tabende kandidat Mette Annelie Rasmussen (R) nu blevet frataget sin post som formand for den radikale gruppe i Borgerrepræsentationen. Det skriver hun i et offentligt opslag på Facebook.

– I går aftes (mandag aften, red.) valgte et flertal i Radikale Venstres gruppe på Københavns Rådhus, at fratage mig gruppeformandskabet. Jeg er ked af det og skuffet. De sidste 7 år har jeg knoklet for radikale resultater i København. Der skal ingen tvivl være om, at det gør ondt. Mest af alt er jeg ærgerlig over, at den grønne omstilling af vores by og alle de mange radikale i København, som stemte på mig og en ny grøn retning for København, skal tabe, skriver Mette Annelie Rasmussen.

Hun fortsætter med at forklare, at hun efter det tætte valg om at blive spidskandidat for de Radikale ved valget næste år havde håbet, at partiet kunne rumme både den ene og den anden fløj.

– Mit håb var, at der ovenpå det tætte valg om det radikale spidskandidatur kunne findes fælles fodslag. En radikal linje der også rummer alle os, der vil sætte det grønne først. Ikke som det eneste, men først. Sådan skulle det desværre ikke være, skriver hun med henvisning til valget, som hun tabte til socialborgmester, Mia Nyegaard (RV) med stemmerne 125 mod 95.

LÆS OGSÅ S-medlem i Aarhus smækker med døren og melder sig ind i blå blok

Mette Annelie Rasmussen har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation siden valget i 2013, hvor hun også var opstillet for første gang. I år valgte hun så at udfordre Mia Nyegaard i kampen om at blive spidskandidat for partiet. Mia Nyegaard præsenterede en bred strategi for de Radikale med fokus på en lang række områder men især på kernevelfærden. Mette Annelie Rasmussen derimod slog på, at de Radikale skulle udstikke en grønnere kurs for København.

I kommentarsporet under Mette Annelie Rasmussens Facebook-opslag kalder et andet borgerrepræsentationsmedlem, Tommy Petersen (RV), fratagelsen af gruppeformandsposten for en straf.

– Fuldstændig uacceptabelt at straffe dig på den måde. I stedet for at bygge bro mellem de to fløje, så fjerner de dig fra posten. Du har været en fremragende og dygtig gruppeformand, der har formået at holde sammen på gruppen i tre meget svære år, hvor der har været stor uenighed om den politiske linje, skriver Tommy Petersen på Facebook.

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner erfarer, at gårsdagens afstemning om gruppeformandsposten endte med stemmerne tre mod to. Mette Annelie Rasmussen fik opbakning fra netop Tommy Petersen, mens Mie Nyegaard, Jes Tiedemann og Christopher Røhl stemte på sidstnævnte.

LÆS OGSÅ Jørn Pedersen stopper som borgmester

På trods af de to nederlag har Mette Annelie Rasmussen tænkt sig at genopstille til valget næste år. 

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har forsøgt at indhente kommentarer fra Mette Annelie Rasmussen, Tommy Petersen og Mia Nyegaard.

Mia Nyegaard meddeler via sin pressechef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, at hun ikke ønsker at kommentere sagen. Pressechefen henviser i stedet til Christopher Røhl.

– Det er Mettes udlægning, at hun er blevet fravalgt. Jeg er ikke enig i den udlægning, for jeg vil mene, at det er et tilvalg af mig, siger Christopher Røhl til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Venstre kårer ny spidskandidat i Slagelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tabte internt kampvalg: Nu er hun også vraget som gruppeformand Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger