Foto: LOA
Foto: LOA
24.11.2020 kl. 11.14

København får ny kulturdirektør

Esben Danielsen bliver ny fagdirektør for Kultur- og fritidsforvaltningen i København den 1. januar 2021.

Esben Danielsen er blevet ansat som ny fagdirektør i Københavns kultur- og fritidsforvaltning. Det meddeler kommunen i en pressemeddelelse. Han kommer fra en stilling som direktør i Lokale- og Anlægsfonden, som er specialiseret i faciliteter til kultur, idræt og det aktive udeliv i både Danmark, Færøerne og Grønland. Desuden har han tidligere været udviklingsdirektør for Roskilde Festival og været medstifter af det regionale spillested Gimle i sin hjemby Roskilde.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Alt.) er glad for, at valget er faldet på en kandidat med en stærk kulturprofil.

– Esben Danielsen kommer med en masse kompetencer, viden og erfaring fra kultur- og fritidslivet, og jeg er overbevist om, at han kan være med til udvikle Københavns kultur- og fritidsliv. Det er enormt positivt med en stærk kulturprofil, for kulturen og det aktive fritidsliv har stor betydning for københavnernes levede liv og for byen som helhed. Jeg glæder mig til samarbejdet, siger hun i pressemeddelelsen.

Den 48-årige Esben Danielsen er også selv begejstret over sin nye stilling, og han ser frem til at bruge sin erfaring i arbejdet.

LÆS OGSÅ Ny direktør i Frederikshavn

– Jeg glæder mig til at kunne være en del af det stærke hold, der understøtter et forrygende Københavnsk kulturliv. Københavns kultur- og fritidsliv har den største mængde af nuancer, muligheder og udfordringer i hele landet. Jeg glæder mig til at spille ind med det, jeg har samlet sammen af viden og erfaring, siger han. frst@kl.dk 

Emneord
Navne, Kultur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: København får ny kulturdirektør Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger