Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
12.11.2020 kl. 13.27

Fire kommuner med selvbudgettering får lov til at vælge om

Nyt lovforslag giver kommunerne med selvbudgettering i 2020 mulighed for at ombestemme sig og dermed slippe for en dyr efterregulering.

Der var nok ingen borgmestre, der i forbindelse med budgetlægningen for 2020 havde valgt selvbudgettering, hvis de havde haft en spåkugle.

Men det er der ingen af dem, der har, og derfor er social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) nu klar med en redningsplanke til Aarhus, Silkeborg, Rødovre og Solrød, der alle valgte selvbudgettering frem for statsgaranti under budgetlægningen for 2020.

– Formålet med lovforslaget er at understøtte, at den helt ekstraordinære situation som følge af covid-19 ikke medfører afledte store økonomiske tab for enkeltkommuner, der i efteråret 2019 – før udbrud af covid-19 – valgte at selvbudgettere indtægter fra indkomstskat samt tilskud og udligning for 2020, skriver ministeren i sin fremsættelse af lovforslaget.

Det var allerede under forhandlingerne om kommunernes økonomi for 2021, at man aftalte at give de selvbudgetterende kommuner en kattelem.

LÆS OGSÅ Kommunerne får skattesmæk på 126 millioner

Kommunerne tilbydes nu at tilbagebetale det beløb til staten, som de regnede med at tjene ved selvbudgetteringen frem for at vælge det statsgaranterede udskrivningsgrundlag. Til gengæld slipper de så for at blive efterreguleret i 2023.

Senest 21. december skal kommunerne melde ind til Social- og Indenrigsministeriet, hvis de ønsker at benytte muligheden. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fire kommuner med selvbudgettering får lov til at vælge om Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger