Joy Mogensens hjælpepakke får kritik. Arkivfoto
Joy Mogensens hjælpepakke får kritik. Arkivfoto
31.03.2020 kl. 12.57

Borgmestre: Joy Mogensens medie-hjælpepakke er for lille

Der er brug for markant flere penge til at holde hånden under de regionale og lokale aviser, mener flere borgmestre. Uden dem bliver lokaldemokratiet fattigere, siger de.
tekst Mads Brandsen

Det er slet ikke tilstrækkeligt med en hjælpepakke til lokale og regionale aviser på 23 millioner kroner samt 12,5 millioner til ugeaviserne.

Sådan lyder det i dag fra flere af de 36 jyske og fynske borgmestre, der i en fælles annonce i Avisen Danmark for 10 dage siden opfordrede borgerne til at bakke op om de lokale og regionale aviser ved at tegne et abonnement.

Den ene af initiativtagerne til annoncen, Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), er ikke imponeret over kulturministerens oplæg.

– Det virker som om, at hun slet ikke har forstået alvoren i opgaven. Medierne er meget trængte. Derfor er det pinligt, at hun går ind til forhandlingerne med et så ringe udgangspunkt, siger han til Danske Kommuner.

LÆS OGSÅ Borgmester: Hellere bruge en dag for meget end en for lidt

Han bemærker, at alene Jysk Fynske Medier, der udgiver blandt andet JydskeVestkysten, Fyens Stiftstidende og Århus Stiftstidende, står til at miste 100 millioner kroner på coronakrisen.

– Set i det lys er det jo helt vanvittigt at foreslå 23 millioner til alle regional- og lokalaviser. Medierne kan ikke bruge de andre hjælpepakker, for de kan jo ikke sende medarbejdere hjem, siger Jesper Frost Rasmussen.

Meldingen kommer efter, at det i Berlingske er kommet frem, at kulturminister Joy Mogensen (S) har fremlagt en hjælpepakke til medierne på i alt 35,5 millioner kroner, hvilket står i skærende kontrast til et forslag fra brancheorganisationen Danske Medier på 200 millioner kroner.

Radikale Venstre, Enhedslisten, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Uffe Elbæk krævede mandag, at Joy Mogensen fjernes fra forhandlingerne.  

LÆS OGSÅ Jan E.: Regeringen tørrer ansvaret for genåbning af på kommunerne

Kasper Glyngø (S), der er borgmester i Hedensted, deler bekymringen for medierne.

– Jeg mener, det er vigtigt, at vi hjælper medierne i den svære situation. Jeg har noteret mig, at Jysk Fynske Medier mangler 100 millioner kroner, og derfor må jeg da erkende, at 23,5 millioner kroner ikke lyder af overdrevent mange penge. Jeg synes, det er fint, at der bliver presset på, for det beløb rækker slet ikke, siger han.

I Tønder er der ét mediehus, der skriver om, hvad der foregår i kommunen – og det er også Jysk Fynske Medier.

– Det ville være en katastrofe for en kommune som Tønder, hvis vi ikke har en lokal avisredaktion, der dækker os. Det er vores adgang til den landspolitiske dagsorden. Det bliver meget svært at skabe den samme interesse om os uden et lokalt medie, siger borgmester Henrik Frandsen (V) og fortsætter:

LÆS OGSÅ Utilfredshed hos Venstre i Skive: Støjberg skulle have været med i gruppeledelsen
FOR ABONNENTER

– Derfor kan jeg godt forstå, at partierne har mistet tålmodigheden med kulturministeren. Nu må regeringen tage sig sammen og komme med en ordentlig hjælpepakke, siger han.

Hans kollega og partifælle i Haderslev borgmester H.P. Geil (V), er enig.

– Det lader til, at regeringen har undervurderet værdien af de lokale medier. De er enormt vigtige for os – også selv om de er kritiske. Det ser ærligt talt ud til, at Joy Mogensen stod sidst i køen, da der skulle fordeles penge ud til hjælpepakker, siger han.

Også Egon Fræhr (V) er stor tilhænger af en hjælpepakke.

– Det skal selvfølgelig være en, der kan mærkes. Vi har brug for handling, så vi har de lokale medier fremover, siger han.

Allerede nu er der kommuner i landet, som lokale og regionale aviser ikke dækker fyldestgørende. Det gælder eksempelvis Favrskov og Skanderborg.

– Der er ingen tvivl om, at der er brug for en hjælpepakke til medierne. Der er 23 millioner kroner meget lidt at fordele ud til så mange medier. Men faktisk mener jeg, det stikker dybere. Vi har ingen lokalredaktion – hverken Århus Stiftstidende og Horsens Folkeblad har journalister her, og Midtjyllands Avis dækker kun den del af kommunen, der vender mod Silkeborg. Jeg kan godt være bekymret for, at der kommer flere nyhedsørkener fremover, hvis aviser bukker under, siger Frands Fischer (S), der er borgmester i Skanderborg.

Favrskovs borgmester Nils Borring (S) kender situationen. Århus Stiftstidende har for længst lukket Favrskov-redaktionen. Eneste reelle lokale medie er derfor den husstandsomdelte Lokalavisen Favrskov, der udgives af JP/Politikens Hus. De kommer trofast til borgmesterens pressemøder og udgør for kommunen en vigtig kanal til information til borgerne.

– Jeg kender ikke størrelsen på deres hul i kassen, men jeg ved, at de bløder annonceindtægter. Jeg anerkender, at hjælpepakken ikke giver meget til den enkelte avis. Men jeg tror nu, at lige præcis ugeaviserne vil rejse sig hurtigt igen, siger han.

Det er uvist, hvornår forhandlingerne om en mediepakke fortsætter. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmestre: Joy Mogensens medie-hjælpepakke er for lille Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger