Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
30.03.2020 kl. 10.25

Kommunalt fællesindkøb får fat i 150.000 liter håndsprit

150.000 liter håndsprit er på vej til fordeling blandt landets kommuner. Det sker, efter den nyetablerede kommunale fællesindkøbsordning har lavet en aftale med en spritproducent.

Kolding-virksomheden Spritfabrikken DK Aps laver normalt vodka og shots til festlige lejligheder. Men nu har virksomheden omstillet sin produktion, så den kan levere håndsprit til landets kommuner. Det skriver KL i en pressemeddelelse.

Virksomheden har valgt at omstille sin produktion, og gennem den fælleskommunale indkøbsorganisation, som Aarhus står i spidsen for sammen med fire andre kommuner, bliver der nu i første omgang leveret 34.000 liter håndsprit. De vil kunne blive fordelt i løbet af denne uge via Lægemiddelstyrelsens centrale koordinering af værnemidler til den offentlige sektor.

KL-formand Jacob Bundsgaard (S) kalder aftalen en "seriøs løsning" på et stort behov for værnemidler. 

– De danske kommuner bruger i omegnen af 70.000 liter håndsprit om måneden, så denne aftale er en seriøs løsning på de kommende måneders store behov. Vi er glade og lettede over, at det kunne lade sig gøre. Og så er det jo virkelig stærkt, at en dansk virksomhed med snilde og ildhu i samarbejde med en stribe myndigheder kan få det her til at lykkes på ultrakort tid, når der er brug for det, siger Jacob Bundsgaard.

LÆS OGSÅ Kommunalt indkøb skal afhjælpe mangel på værnemidler

Den fælleskommunale indkøbsordning kom på plads i sidste weekend, og siden da er der blevet lavet aftaler om indkøb af fem millioner masker, en million visirer, 800.000 handsker og 600.000 beskyttelsesbriller.

Indkøbsaftalerne falder på et tørt sted i en tid, hvor der er stor efterspørgsel på værnemidler i kommunerne. Derfor er det en KL-formand, der kan glæde sig over udsigten til litervis af håndsprit.

– Det er vigtigt, at vores medarbejdere kan gå trygt på arbejde og ikke behøver at frygte, at de smitter borgerne eller selv bliver smittet. Samtidig skal borgerne på bland andet plejehjem og i hjemmeplejen kunne være sikre på, at der er styr på smittespredningen. Til det skal vi have tilstrækkelige visirer, masker, kitler og håndsprit. Det er en glæde midt i alt det svære at opleve kommunerne organisere sig på tværs og i samarbejde med blandt andet Lægemiddelstyrelsen få ting til at ske hurtigt og effektivt, siger Jacob Bundsgaard. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommunalt fællesindkøb får fat i 150.000 liter håndsprit Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger