Foto: Køge Kommune
Foto: Køge Kommune
19.03.2020 kl. 09.31

Køges borgmester måtte aflyse byrådsmøde: Det er ærgerligt

Teknologien og kravet om, at offentligheden skal have adgang til at følge med, gjorde det umuligt at afholde byrådsmøde senere på måneden, fortæller Marie Stærke (S).

Selv om borgmester Marie Stærke (S) og administrationen i Køge Kommune tænkte kreativt, stod det onsdag klart, at en aflysning af byrådsmødet 24. marts var det eneste at gøre i den nuværende situation, hvor anbefalingen fra sundhedsmyndighederne går på at holde afstand til hinanden for at hindre spredning af coronavirus.

– Vi har simpelthen ikke en teknologisk løsning, der gjorde det muligt for os at afholde mødet, sådan at borgerne vil kunne følge med i mødet på tv som vanligt, siger Marie Stærke (S), der ærgrer sig over beslutningen.

– Det er aldrig sjovt at aflyse noget, men vi har en rigtig god dialog på tværs af partierne, og vi var enige om at aflyse mødet. Dagsordenen indeholdt ingen sager, der haster, siger hun.

Køge Kommune abonnerer ellers på Kommune TV, så byrådsmøderne kan transmitteres til borgerne. Men det kræver, at møderne holdes i byrådssalen.

LÆS OGSÅ Aflyst møde fik borgmester til selv at godkende trafikplan: Nu ender sagen i tilsynet

Det blev overvejet, om byrådsmødet kunne afholdes i kantinen, hvor byrådsmedlemmerne kan sidde længere fra hinanden. Men der vil det ikke være muligt at transmittere mødet. 

– Vi har også overvejet at holde fast i byrådssalen, men der sidder vi for tæt. Og styrelsesloven giver os ikke mulighed for at lave en form for clearing som den, man kender i Folketinget. Det ville vi ellers godt kunne finde ud af, men det duer ikke, da det at være byrådsmedlem er et borgerligt ombud, siger Marie Stærke (S).

Hun lover dog, at der bliver fundet en teknologisk tilfredsstillende løsning, inden det planlagte byrådsmøde i april, hvis situationen omkring coronavirussen ikke har ændret sig. Indtil da vil byrådet også træffe beslutninger, hvis det er nødvendigt.

– Det finder vi en løsning på. Men det er ikke helt let at tilpasse os til denne situation, for vi er et land, der bygger meget på, at vi mødes ansigt til ansigt, siger Marie Stærke, der har rykket borgmesterkontoret hjem i privaten for tiden.

LÆS OGSÅ Minister åbner for nødstyre

Køge Kommune har foruden byrådsmøderne også aflyst to udvalgsmøder frem til 27. marts. mdbr@kl.dk

Emneord
COVID19, Byråd, Jura

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Køges borgmester måtte aflyse byrådsmøde: Det er ærgerligt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger