Foto: Odense Kommune
Foto: Odense Kommune
18.03.2020 kl. 10.41

Odense vedtager erhvervspakke på 100 millioner kroner

Byggesager vil blive behandlet hurtigere, og virksomhederne kan se frem til at vente med at betale dækningsafgift.
tekst Mads Brandsen

Økonomiudvalget i Odense har tirsdag vedtaget en pakke, der holder hånden under det lokale erhvervsliv med en række initiativer, der skal gøre det lidt nemmere at drive virksomhed under coronakrisen.

Pakken skal også sikre, at flest mulige arbejdspladser bevares, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Udover at fremrykke betalinger vil kommunen udskyde opkrævningen af dækningsafgift, ligesom huslejen i de 220 kommunale lejemål, der lejes ud til virksomheder, også vil blive udskudt.

Kommunen vil opprioritere byggesagsbehandlingen af erhvervssager, der ikke kræver politisk forelæggelse. Derudover vil kommunen undersøge, om institutioner og ældre kan få mad fra kommunens restauranter og caféer.

LÆS OGSÅ Konservative foreslår at droppe dækningsafgiften

Allerede planlagte renoverings- og vedligeholdelsesopgaver bliver fremrykket, og der vil også blive lavet en plan for nye anlægsopgaver, der hurtig kan sættes i gang.

Ifølge pressemeddelelsen har initiativerne samlet en værdi på over 100 millioner kroner, men af referatet fra økonomiudvalgets møde fremgår det, at økonomien bag pakken ikke ligger helt fast.  

– Der vil forventeligt både være tale om administrative meromkostninger, og dertil vil flere af tiltagene sænke kommunens likviditet kortsigtet. Flere af tiltagene indebærer en forøget økonomisk risiko for kommunen, og i sidste ende kan de føre til tab, som påvirker kommunens kassebeholdning, fremgår det. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Odense vedtager erhvervspakke på 100 millioner kroner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger