Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
16.03.2020 kl. 13.30

Trods nedsat kapacitet: Kommuner tager hånd om hjemløse

Det kan gå hårdt ud over samfundets mest udsatte borgere, når varmestuer og væresteder skruer ned for kapaciteten eller lukker, men der er stor politisk vilje for at hjælpe, lyder det fra interesseorganisation.
tekst Frederik Overby Vinding

Arbejdet med at inddæmme coronavirussen har lukket en stor del af Danmark ned. Det kan i høj grad komme til at gå ud over de hjemløse, der er blandt samfundets mest udsatte borgere.

I Københavns Kommune, hvor der ifølge VIVE er omkring 1.500 hjemløse, er mindst syv tilbud lukket, og mange andre kører på nedsat kapacitet for at mindske smittemulighederne mest.

Projekt UDENFOR er en organisation, der opsøger og rækker ud til hjemløse borgere. De har blandt andet Den Mobile Café, der kører ud med mad på gaden til hjemløse gadesovere i København. Den Mobile Café kører fortsat ud med mad, for at holde hånden under de borgere, der i forvejen er en stor risikogruppe.

– Vi fortsætter med at lave vores opsøgende gadeplansarbejde, fordi der jo desværre er noget, der lukker. Lige præcis for den her gruppe er det vigtigt, at de får noget mad, omsorg og information, siger Bo Heide-Jochimsen, daglig leder i Projekt UDENFOR.

LÆS OGSÅ Fredericia forkæler ældre og udsatte med påskefrokost

Selvom der er nogle tilbud der lukker ned, oplever Bo Heide-Jochimsen, at der bliver gjort en indsats for at tage hånd om de her borgere fra Kommunens.

Du oplever ikke, de står uden hjælp?

– Den her situation er stadig meget ny for alle, men jeg synes, at der i København sker rigtigt meget og er stor politisk vilje til at få løst de udfordringer, der nu er, siger han.

Han peger på, at fredag i sidste uge blev idrætsanlægget Baunehøjhallen i Sydhavnen i omdannet til et nødherberg med 50 sengepladser.

LÆS OGSÅ Kommuner venter stadig på retningslinjer for besøg på botilbud

Plads til karantæne
En af de ting, Bo Heide-Jochimsen kan være bekymret for, er, om der er steder, hvor de hjemløse kan komme i karantæne, hvis det skulle være nødvendigt. Derudover synes han også, at muligheden for at teste dem på gaden skulle afsøges.

Over for TV2 Lorry har socialborgmester i Københavns Kommune Mia Nyegaard (RV) udtalt, at der arbejdes på at finde steder, hvor de hjemløse kan komme i karantæne.

– Vi er ved at indrette et ekstra lokale i herberget ved Sundholm med 10-15 pladser, og så har vi lejet et stort gammelt plejehjem, der står tomt, som kan bruges til karantæneramte borgere, der enten er hjemløse eller sårbare eller udsatte, siger Mia Nyegaard til TV2 Lorry

I Aalborg Kommune sørger man også for at have steder på standby, skulle uheldet være ude, og det bliver nødvendigt at sende hjemløse i karantæne. Det siger Tina Maria Larsen, Centerleder ved Center for Sociale Indsatser

LÆS OGSÅ Sociale botilbud åbner op for besøg

– Lige for tiden asfalterer vi, mens vi kører. Men helt konkret har vi lavet aftaler med nogle steder, hvor vi kan leje os ind, hvis behovet opstår. Så kommer det selvfølgelig an på, hvor de kommer fra, og hvad deres behov er, men ellers bliver det noget med at vi vil komme med mad til dem og holde øje med dem, siger hun til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Hun fortæller, at der reelt er omkring ti i Aalborg, som er tilbagevendende gadesovere. Derudover er der også nogle, der kan være funktionelt hjemløse, som til tider ikke kan være i deres hjem.

I en pressemeddelelse skriver Esbjerg Kommune, at man har indrettet to ekstra lejligheder som nødherberg for at være parate, hvis hjemløse bliver smittet med coronavirus. frov@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Trods nedsat kapacitet: Kommuner tager hånd om hjemløse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger