Arkivfoto
Arkivfoto
13.03.2020 kl. 13.23

KL-forslag: Fremryk betalinger, hvis det er muligt

Hvis det er muligt, kan kommuner bruge kassebeholdningen til at fremrykke betalinger til leverandører. Det kan være en hjælpende hånd til virksomheder, der er ramt af nedgang på grund af corona-udbruddet.

De kommuner, der har mulighed for det, opfordres til at overveje, om de kan bruge deres kassebeholdning til at betale regninger så hurtigt som muligt. Det kan være med til at styrke likviditeten hos leverandørerne og forhåbentlig være med til at afbøde de økonomiske konsekvenser af corona-udbruddet. Det oplyser KL’s formand.

– Vi opfordrer til, at de kommuner, der har mulighed for det, taler med deres leverandører, om de ønsker, at regningerne bliver betalt nu og her. Så vi foreslår en løsning, hvor virksomheder, der har problemer med likviditeten, selv melder ind til kommunerne, siger Jacob Bundsgaard (S), formand for KL.

Hvis kommunerne skruer en løsning sammen, hvor virksomhederne selv melder ind, kan de sikre, at det rent faktisk bliver en hjælpende hånd til virksomhederne.

– Velkonsoliderede virksomheder har måske ikke brug for at få betalt regningen tidligere. Og for nogle virksomheder vil det ikke nødvendigvis være en fordel, hvis det betyder, at de får flere penge i banken, hvor de betaler negative renter, siger Jacob Bundsgaard.

LÆS OGSÅ Minister til kommuner: Kig på mulighed for at udvide udeservering

Forslaget skal være med til at styrke likviditeten hos de private leverandører, som oplever, at store dele af forretningen står stille på grund af udbruddet af coronavirus.

– Det er en håndsrækning til virksomhederne. Mange kommuners private leverandører er pressede. De har eller kommer til at have store udfordringer, fordi mange kommunale aktiviteter er lukket ned. For at kunne holde fast på gode medarbejdere og have kapacitet på den anden side af denne krise, så kan det være en hjælpende hånd at få betaling tidligere end normalt, siger KL’s formand.

Han fortæller, at flere store kommuner allerede er i gang med at planlægge fremrykning af betalinger, og at det er op til den enkelte kommune at foretage vurderingen af, om de kan gøre det samme.

Desuden vil der i flere kommuner være administrative medarbejdere, der har færre arbejdsopgaver i øjeblikket. De kan bruge noget af tiden på at fremskynde betalinger, forklarer Jacob Bundsgaard.

LÆS OGSÅ Coronakroner, anlægsloft og demografi: I dag begynder økonomiforhandlingerne

I Aarhus Kommune, hvor Jacob Bundsgaard er borgmester, skal politikerne på mandagens byrådsmøde beslutte, om de vil fremrykke betalinger i stedet for at bruge hele den normale betalingsfrist, der kan være op til 30 dage.

– Jeg forventer, at vi træffer beslutningen på mandag. Vi har ikke overblik over, hvor mange penge det vil dreje sig om, men et groft estimat vil være i størrelsesordenen 300 millioner kroner, siger Jacob Bundsgaard.

Tidligere i dag oplyste overborgmester Frank Jensen (S), at Københavns Kommune vil fremrykke betalinger. Det skal besluttes på Økonomiudvalgets møde på tirsdag. Forslaget vil aktuelt betyde, at 4.500 regninger på i alt 600 millioner kroner kan betales hurtigere end normalt.

– Vi ved, at københavnske virksomheder er trængt af, at samfundet er ved at gå i dvale. Det kan ramme hårdt, og særligt mindre virksomheder vil være sårbare over for den opbremsning, der sker i økonomien. Derfor skal vi som kommune gøre, hvad vi kan for at hjælpe – og her har vi mulighed for at give en håndsrækning, som akut giver virksomhederne mere likviditet, siger overborgmesteren. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Regeringen kræver konsulentbesparelser og effektiviseringer

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL-forslag: Fremryk betalinger, hvis det er muligt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger