Arkivfoto
Arkivfoto
29.05.2020 kl. 10.10

Strammere regler for lokalpolitikeres løn under orlov på vej

Et flertal af Folketingets partier vil stramme reglerne for byrådsmedlemmers vederlag under orlov og kræve lægeerklæring ved sygdom.

Det skal være slut med at modtage vederlag for byrådsarbejde, selvom man er på selvvalgt og frivillig orlov. Det har social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) sammen med et flertal af Folketingets partier stillet forslag om.

– Ingen kan forsvare, at man som politiker får vederlag, når man er på jordomrejse, eller at man ikke skal dokumentere sygdom, som de fleste andre skal. Derfor strammer vi nu reglerne, så de bliver mere rimelige. Det bliver klare regler, så politikerne ved, hvad de har at forholde sig til, og regler, der kan administreres i praksis, siger Astrid Krag.

Hidtil har lokalpolitikere ikke kunnet frasige sig deres vederlag, hvis de fik bevilliget orlov på egen foranledning. Hvis et byrådsmedlem for eksempel skulle i tre måneders praktik i den anden ende af landet, kunne vedkommende søge om orlov. Men vederlaget ville det ikke være muligt at sige nej tak til. Det skal forslaget ændre på.

Mere konkret foreslår partierne, at orlov på mere end en måned af andre grund end helbredsmæssige betyder, at vederlaget ophører.

LÆS OGSÅ Den dårligste timeløn siden sommerferiejobbet
FOR ABONNENTER

Desuden foreslår partierne, at to personer ikke kan få vederlag for samme post forstået på den måde, at hvis en stedfortræder er indkaldt i mere end syv dage af andre grunde end helbredsmæssige, så er det kun stedfortræderen, der får vederlag.

Partierne foreslår desuden, at et sygemeldt byrådsmedlem skal aflevere en lægeerklæring for at modtage vederlag under sygdom.

Forslaget kommer efter en række sager om fraværende byrådsmedlemmers vederlag. Mest profileret var sagen om den københavnske teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), der var sygemeldt i en længere periode uden i starten at have afleveret en lægeerklæring. Det var ikke i modstrid med reglerne, men fremkaldte kritik i offentligheden.

I kommunalpolitikernes organisation KL, bliver forslaget mødt med glæde fra formand Jacob Bundsgaard (S).

– Det er rigtig godt, at der kommer nye regler for os kommunalpolitikere omkring vederlag ved fravær. Der er kun rimeligt, at vi har regler, der ligner dem, der gælder resten af arbejdsmarkedet. siger han. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Strammere regler for lokalpolitikeres løn under orlov på vej Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger