Foto: Greve Kommune
Foto: Greve Kommune
22.05.2020 kl. 11.18

Regionsopdelt genåbning deler sjællandske borgmestre

Greves borgmester ryster på hovedet over, at medarbejderne på rådhuset fortsat skal arbejde hjemme. Men på borgmesterkontoret i Lejre møder den regionsopdelte genåbning forståelse.
tekst Mads Brandsen

– Giv os nu friheden. Vi kan godt ude i kommunerne, og det har vi for længst bevist.

Greves borgmester Pernille Beckmann (V) er ærgerlig over, at hun trods det faktum, at der ikke er nogle nye tilfælde af smitte med coronavirus blandt kommunens borgere de sidste syv dage, stadig ikke kan byde alle de kommunalt ansatte tilbage på rådhuset på mandag.

– Jeg forstår det ikke. Vi kan sagtens tage de nødvendige hensyn og lave vagtskemaer, så alle ikke arbejder samtidig. Det har vi vist på skoleområdet. Medarbejderne savner deres kolleger, og vi ved jo bare, at aktivitetsniveauet ikke er det samme, når man arbejder hjemme, siger hun til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Mens der i Greve har været 95 tilfælde af covid-19, ligger Lejre endnu lavere med blot 51 registrerede tilfælde ifølge Statens Serum Institut. Lejre har heller ikke haft nogle tilfælde de seneste syv dage.

LÆS OGSÅ Byrådsmedlemmer utilfredse med krisestab

Alligevel ærgrer borgmester Carsten Rasmussen (S) sig ikke helt så meget.

– Det er vigtigere, at vores kulturinstitutioner kan åbne op nu. Efter omstændighederne hører jeg, at det fungerer godt med hjemmearbejdet, og jeg må nok erkende, at når der i resten af Region Sjælland er et højt smittetryk, så giver det god mening, at de offentligt ansatte fortsat arbejder hjemme, siger han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Carsten Rasmussen glæder sig blandt andet over, at turistattraktionen Sagnlandet Lejre åbner igen. Det gav ikke meget mening, at en udendørs attraktion som den ikke måtte åbne, når skove og parker hele tiden har været åbne. På samme måde med Lejre Kommune.

– Det er svært at finde en forklaring på logikken, når man piller et enkelt element ud. Man må se det i den store sammenhæng, siger han. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Trods corona: Kommunalbestyrelsesmøder fortsætter

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regionsopdelt genåbning deler sjællandske borgmestre Felter med * skal udfyldes
 
Af: Fhv. borgmester Erik Lund
Allerød kommune
Den 22.05.2020 kl. 14:39

Dyb mistillid til medarbejderne

svar på: Regionsopdelt genåbning deler sjællandske borgmestre

Når Greves borgmester Pernille Bechmann udtaler, at “aktivitetsniveauet ikke er det samme, når man arbejder hjemme“, er det udtryk for mistillid til de kommunale medarbejdere.
Mit eget indtryk er, at langt de fleste medarbejdere der har arbejdet hjemme, har produceret mere end når de er på arbejde, da de ikke bliver unødigt forstyrret i deres arbejde.
Jeg vil selv arbejde for, at flere kommunale medarbejdere fremover får mulighed at arbejde hjemme, hvis de selv ønsker det.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger