Matematiklærer på Veksø Skole Anette Da Cruz i noget uvante rammer – på prædikestolen i Veksø Kirke. Foto: Egedal Kommune
Matematiklærer på Veksø Skole Anette Da Cruz i noget uvante rammer – på prædikestolen i Veksø Kirke. Foto: Egedal Kommune
22.05.2020 kl. 12.44

CNN fortæller om Egedals genåbning af skolerne

Internationale tv-seere får historien om, at Veksø Skole låner den lokale folkekirke til undervisning af 5. klasse.
tekst Mads Brandsen

Veksø i Egedal Kommune er kommet på tv-skærmene i op mod 150 lande verden over.

Onsdag var den internationale nyhedskanal CNN nemlig forbi for at fortælle historien om, hvordan Egedal Kommune har håndteret genåbningen af skolerne.

For mens Danmark er langt i genåbningen af samfundet, er mange andre lande ikke nået helt så langt. Fælles for landene er mange overvejelser om, hvordan man kan sikre den rette afstand mellem skolebørnene.  

Her har Egedal Kommune tyet til de kreative løsninger, hvilket blandt andet betyder, at en 5. klasse fra Veksø Skole har haft midlertidigt klasselokale i Veksø Kirke. Her underviser matematiklæreren fra prædikestolen, mens eleverne kunne bruge kirkegården til deres statistikopgaver.

LÆS OGSÅ Folkeskolen har behov for retningslinjer nu

CNN talte både med matematiklærer Anette Da Cruz, en elev og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

– Vi vil gerne vise, at man i et lokalsamfund rykker sammen og finder løsninger i en svær tid. I USA, England og Tyskland har de svært ved at finde ud af, hvordan de skal genåbne skolerne, så denne historie fra Veksø er en ny tanke, som vi gerne vil vise seerne, siger journalist Susanne Gargiulo, der er freelancer på CNN, til Frederiksborg Amts Avis.

På borgmesterkontoret glæder borgmester Karsten Søndergaard (V) sig over den internationale mediebevågenhed.

– Den her historie viser jo også, at vi er gode til at samarbejde på tværs i kommunen. Menighedsrådet har jo nikket til, at vi kunne bruge kirken til undervisning. Når så de løsninger vi finder i fællesskab, går verden rundt, er det en god dag på kontoret. Der har ikke været meget at glæde sig over under den her coronatid, men sådan en historie her, viser jo, at vi har gjort noget rigtigt. Og kan andre finde inspiration her i Egedal, så er det virkelig godt, siger Karsten Søndergaard (V) i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ Brug for afklaring: Fortsat afstandskrav kan give fagligt efterslæb

Indslaget fra CNN kan ses herunder. mdbr@kl.dk

Emneord
Skoler, COVID19

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: CNN fortæller om Egedals genåbning af skolerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger