Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
15.05.2020 kl. 11.08

Aftale udmønter 600 millioner til psykiatrien

600 millioner kroner fra finanslov 2020 bliver med ny aftale udmøntet. Aftalen løser dog ikke det grundlæggende problem med tomgang på særlige sengepladser, mener KL.

Regeringen og Danske Regioner har indgået aftale om, hvordan 600 millioner fra finansloven for 2020 skal fordeles i psykiatrien. Det skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse. 

Aftalen betyder, at 510 millioner om året bliver afsat til at øge kapaciteten i psykiatrien og forbedre normeringen på de psykiatriske afdelinger. De sidste 90 millioner kroner skal sikre flere senge i retspsykiatrien, hedder det.

Pengene bliver mere konkret afsat til mere personale fra forskellige faggrupper på de psykiatriske afdelinger, mere ambulant personale, samt anlægsinvesteringer i nye sengeafsnit.

I finanslovsaftalen for 2020 blev regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet desuden enige om at udarbejde en ti-årsplan for psykiatrien. Det arbejde skal ifølge dagens aftale sættes igang.

LÆS OGSÅ Servicehunden sætter angsten på pause
FOR ABONNENTER

FOA: Husk ti-årsplanen

I FOA, der organiserer social- og sundhedspersonale, er der ros til aftalen, lyder det fra sektorformand Torben K. Hollmann.

– Pengene falder på et tørt sted. Psykiatrien er et overset og udsultet område. Det er vigtigt, at der er fokus på pladser, så dem der har brug for behandling kan få det. Vi har set alt for mange, der bliver vendt i døren og sendt tilbage til for eksempel kommunale tilbud – det er hverken patienten eller personalet tjent med, siger Torben K. Hollmann.

Han peger dog på, at pengene skal følges på med den lovede ti-årsplan.

– Den skal i gang nu, psykiatrien har været syltet alt for længe. Vi ved, vi står i en special situation grundet corona – men det skal ikke være dem i vores samfund, der har det sværest, der skal betale regningen. Vi må og skal have gang i en genopretning af psykiatrien nu, siger Torben Hollmann.

LÆS OGSÅ Efter dødsfald og påbud: Odense gennemgår patienters sikkerhed på institutioner

Stadig tomgang på særlige pladser

Aftalten betyder også, at regionerne får mulighed for at omdanne særlige pladser til almindelige pladser, hvis de står tomme. De særlige pladser blev oprettet af den tidligere regering efter en række drab på psykatriske bosteder. Pladserne skulle bruges til de patienter, som kunne udgøre en fare for andre. Der har dog siden oprettelsen været kritik af ordningen, fordi flere regioner havde tomme pladser, som var svære at visitere til, lød kritikken fra både KL og Danske Regioner.

Siden blev visitationskriterierne ændret, og nu skal der så igen kigges på, hvor pladserne kan udnyttes bedre. Men aftalen løser ifølge formand for KL's socialudvalg, Thomas Adelskov (S), ikke problemerne.

– Vi har hele tiden ment, og mener stadig, at pladserne bør laves om til almindelige sengepladser i psykiatrien, men forbeholdt samme gruppe af borgere med længerevarende behandlingsbehov. De nye tiltag ændrer ikke ved, at kommunerne stadig betaler for tomgang, ligesom der også er alvorlige udfordringer omkring blandt andet styring og finansiering, som ikke adresseres i aftalen. De særlige pladser skal evalueres i 2020. Her vil vi gerne rundt om alle aspekter – styring, økonomi, samarbejde, kvalitet og effekter. Det ser vi frem til, siger Thomas Adelskov. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aftale udmønter 600 millioner til psykiatrien Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger