Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
11.05.2020 kl. 13.30

Gyldal: Lempet afstandskrav gør det nemmere, men vi er ikke tilbage til en normal hverdag

Det lempede afstandskrav sender de ældste folkeskoleelever tilbage i et større omfang, men det bliver stadigvæk ikke en normal hverdag, lyder det fra formanden for KL’s børne- og undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S). Men der er stadig spørgsmål, der kræver svar, siger han.

– Med den nye retningslinje vil der være mulighed for at give de ældre fysisk undervisning mere end et par dage om ugen. Det er positivt, og det betyder, at vi kan være mere fleksible.

Sådan lyder reaktionen fra formanden for KL’s børne- og undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S), efter at sundhedsmyndighederne har lempet afstandskravet fra to til en meter.

– Lempelsen betyder, at der vil være plads til flere elever i klasseværelserne, siger udvalgsformanden, der også pointerer, at det ikke nødvendigvis eliminerer pladsproblematikken.

Selvom mange af de ældste elever fra næste uge kan se frem til at komme fysisk i skole igen, så er det ifølge Thomas Gyldal Petersen også vigtigt at udtrykke, at det på ingen måde bliver den normale hverdag før krisen, de kommer tilbage til. Det giver dog lærerne en mulighed for at mærke stemningen hos eleverne.

LÆS OGSÅ Børnene er tilbage, kapaciteten er presset

– Jeg tror lærerne og pædagogerne glæder sig til at komme i skole, så de kan se eleverne i øjnene og få et præcist billede af, hvor vi står fagligt og socialt, siger han.

Dog er der stadig nogle konkrete spørgsmål, som kommunerne mangler svar på, for at kunne begynde planlægningen. Det skal drøftes på et sektorpartnerskabsmøde med interessenterne og ministeren tirsdag.

– Retningslinjen er endnu ikke så fast fortolket, at vi kan sige, hvordan det hele skal foregå. Der er blandt andet blevet sagt noget om, at indsatsen omkring håndvask og hygiejne vil blive skærpet. Hvad betyder det konkret for, hvor mange børn, vi kan have samlet på en gang, siger Thomas Gyldal Petersen.

Der er også et stående spørgsmål om, hvorvidt lempelsen også gælder kvadratmeterkravet i dagtilbuddene.

LÆS OGSÅ Gyldal: Mindre præcise retningslinjer giver fleksibilitet, men rejser spørgsmål om ansvar

– På dagstilbudsområdet har vi brug for at vide, om vi kan få alle børnene tilbage i institutionerne. Men det kræver, at vi får lempet det kvadratmeterkrav, der er. Og vi ved ikke, om det hører ind under den her lempelse. Vi står lige nu i en situation, hvor et sted mellem 20 og 40 procent af børnene er nødt til at blive passet derhjemme. frov@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gyldal: Lempet afstandskrav gør det nemmere, men vi er ikke tilbage til en normal hverdag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger