Formanden for Viborgs kultur- og fritidsudvalg Mads Panny (S) har knap fået armene ned, da Danske Kommuner taler med ham dagen derpå.
Spillestedet Paletten i Viborg har efter 11 års kamp atter fået Statens Kunstfonds blå stempel og er de kommende fire år regionalt spillested, hvilket giver 1,2 millioner kroner i statsligt tilskud.
– Det var en fantastisk dag i går. Det er meget glædeligt, at det nu bærer frugt, at vi i kultur- og fritidsudvalget har satset på de unge og den rytmiske musik. Vi føler, vi har gjort alt, hvad vi kunne for at levere et bud på et regionalt spillested, og derfor er det skønt at komme med i klubben, siger Mads Panny.