Reno Nords forbrændingsanlæg i Aalborg er et af landets 23 forbrændingsanlæg. Foto: Colourbox
Reno Nords forbrændingsanlæg i Aalborg er et af landets 23 forbrændingsanlæg. Foto: Colourbox
16.06.2020 kl. 12.58

Damm: Affaldsaftale kan ende med liberalisering ad bagvejen

Aftalen efterlader mange spørgsmål - og indeholder en helt urealistisk tidsfrist, siger KL's næstformand.
tekst Mads Brandsen

Selv om det værste er pillet ud af den politiske aftale om fremtidens affaldssektor – nemlig en liberalisering af forbrændingsanlæggene – jubler KL langtfra.

– Det er desværre ikke den aftale, vi havde håbet på. Vi ser stadig en risiko for liberalisering af kritisk infrastruktur, hvilket ikke er til gavn for hverken klimaet eller danskerne, siger KL’s næstformand Martin Damm (V) i en pressemeddelelse.

Det er ifølge KL stadig et åbent spørgsmål, om der med aftalen er banet vej for en liberalisering ad bagdøren.

– Nu skal vi læse os grundigt ind i aftalen, men vi er alvorligt bange for, at vi ender samme sted, som regeringen startede – nemlig en liberalisering af vores kritiske infrastruktur på forsyningsområdet, som affaldsområdet også er en del af. Vi skal have undersøgt det her til bunds, før vi går ind i en aftale med regeringen, siger Martin Damm.

LÆS OGSÅ Evaluering af det specialiserede socialområde på vej

Det fremgår af aftalen, at KL får til opgave at udpege de forbrændingsanlæg, der miljømæssigt klarer sig dårligst, og som skal tages ud af drift for at sikre, at der ikke er overkapacitet. Det skal ske inden for seks måneder, fremgår det.

Men det er helt urealistisk, lyder det fra Martin Damm.

– Det er helt håbløst. Det her er enormt komplekst og handler jo ikke kun om bortskaffelse af affald. Regeringen har taget det nemme og givet os det svære. Vi gambler med danskernes forsyningssikkerhed, hvis vi bliver pålagt at skøjte hen over det her. Det må vi overveje, om vi kan være med på, siger han. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Damm: Affaldsaftale kan ende med liberalisering ad bagvejen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger