Arkivfoto
Arkivfoto
11.06.2020 kl. 10.48

Tidligere kommunaldirektør skal i fængsel for mandatsvig

Det koster Mads Gammelmark seks måneders fængsel, at han misbrugte Struer Kommunes kreditkort for knap 125.000 kroner. I dag er han psykisk syg, kom det frem i retten.

Onsdag blev der sat punktum i den opsigtsvækkende sag om mandatsvig på Struer Rådhus.

Tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark blev ved en tilståelsessag ved Retten i Holstebro kendt skyldig i at have misbrugt sit kommunale kreditkort til dagligvarer, restaurantbesøg og hævninger af kontanter.

I alt drejer det sig om 174 tilfælde til et samlet beløb på 123.098,60 kroner.

Det koster ham seks måneders fængsel, hvoraf de fire måneder er betinget.

LÆS OGSÅ Britta Nielsen tiltales for svindel

Straffen endte dermed noget lavere end anklager Gorm Søgaard Lunds påstand, der lød på seks måneders ubetinget fængsel.

Forsvarer Ole Møller Knudsen mente, der var tale om en formildende omstændighed, da Mads Gammelmark ikke fik udbetalt kørselsgodtgørelse i 2018 og 2019 og berettede om en mand, der er gået totalt psykisk ned.

Ifølge personundersøgelsen, der blev læst op i retten, var Mads Gammelmark udsat for et stort arbejdspres samt et psykisk dårligt arbejdsmiljø. Han har fået diagnosen bipolar affektiv lidelse, skriver Dagbladet Struer.

Selv erkendte hovedpersonen ifølge TV Midtvest, at der er tale om et omfattende misbrug.

LÆS OGSÅ Bombetrussel mod rådhus - mand anholdt

– Det er jo ufatteligt meget. Jeg har ikke på nogen måde tænkt, at det er foregået. Det er ikke noget jeg har tænkt over, det er bare... sket, sagde han, tydeligt påvirket af situationen.

Mads Gammelmark nåede at være kommunaldirektør i to år og otte måneder før kommunens økonomiafdeling ved en stikprøvekontrol sidste sommer opdagede, at der var problemer med hans bilag. Borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) har senere erkendt, at kontrollen i økonomiafdelingen haltede. Kort efter afsløringen kom der en pressemeddelelse om, at kommunaldirektøren havde sagt sit job op grundet sygdom. En måned efter afsløringen går kommunen til politiet med sin anmeldelse.

Mads Gammelmark har siden sin fratræden lidt af depression, hvorfor han i dag er på sygedagpenge og i behandling. Derfor er han ikke egnet til samfundstjeneste.

Udover at afsone sin straf skal Mads Gammelmark betale sagens omkostninger, ligesom han skal betale de 123.098 kroner tilbage til Struer Kommune.

LÆS OGSÅ Middelfart Kommune skifter bank

Han har udbedt sig betænkningstid til at overveje en anke af straffens længde. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere kommunaldirektør skal i fængsel for mandatsvig Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger