Dagplejehuset i Herlev brændte halvt ned natten til pinsedag. Foto: Thomas Gyldal Petersen/Facebook
Dagplejehuset i Herlev brændte halvt ned natten til pinsedag. Foto: Thomas Gyldal Petersen/Facebook
02.06.2020 kl. 10.55

Herlev opruster med vagter og tv-overvågning efter seks brande i pinsen

Borgmester Thomas Gyldal (S) vil sætte hårdt mod hårdt efter hvad politiet formoder er påsatte brande.

Der kommer nu flere vagter på gaderne i Herlev, efter at byen blev ramt af hele seks brande i løbet af få timer natten til pinsedag.

Det oplyser kommunens borgmester, Thomas Gyldal (S), på sin Facebook-profil.

– Vi kan se, at runderinger i aften- og nattetimerne har positiv effekt for asocial adfærd og risikoen for hærværk ved vores skoler og institutioner, ligesom det bidrager til vores samarbejde med politiet. Det er ikke et vagtværn, der skal udføre politimæssige opgaver, men et forstærket tilsyn med vores bygninger for at undgå hærværk, indbrud og i værste fald endnu en ildspåsættelse, skriver han.

Hårdest ramt af flammerne blev et hus, der til daglig bruges af kommunens dagplejere. Det brændte halvt ned, mens der også var ild i indkøbsvogne, skure og containere samt flere biler.

LÆS OGSÅ Byrådsmedlem idømt fængsel for opfordring til vold

Thomas Gyldal har drøftet situationen med partierne bag budgettet – Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative. Partierne er enige om at etablere mere overvågning ved de kommunale bygninger og udvalgte steder i byen.

– Vi har det en række steder i dag, men skal have betydeligt mere op. Det kan have en præventiv effekt, og så kan det bidrage til politiets efterforskning, hvis forbrydelser finder sted. Forvaltningen arbejdede med et oplæg til budget 2021, men det er nu fremskyndet, så vi, så snart kommunalbestyrelsen har vedtaget forslaget, kan begynde opsætningen i samarbejde med politiet, skriver Thomas Gyldal.

Økonomiudvalget skal tage endelig stilling til den ekstra indsats på et møde onsdag.

Københavns Vestegns Politi efterforsker brandene ud fra en teori om, at de er påsatte, og at der er en sammenhæng mellem dem. mdbr@kl.dk

LÆS OGSÅ Byrådsmedlem dømt for vold mod sine børn
Emneord
Kriminalitet, Byråd

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Herlev opruster med vagter og tv-overvågning efter seks brande i pinsen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger