KL's administrerende direktør Kristian Wendelboe udtrykker glæde over, at der nu kommer gang i de politiske forhandlinger om en ny udligningsreform. Foto: Niels Hougaard
KL's administrerende direktør Kristian Wendelboe udtrykker glæde over, at der nu kommer gang i de politiske forhandlinger om en ny udligningsreform. Foto: Niels Hougaard
30.01.2020 kl. 11.30

KL hilser udligningsudspil velkommen: Vi har ventet længe

Dejligt med et udspil, lyder modtagelsen fra KL til regeringens udligningsudspil. Vi har længe efterspurgt reform, siger KL’s administrerende direktør, Kristian Wendelboe, på vegne af kommuneforeningen.
tekst Jon Kirketerp Jørgensen og Mads Brandsen

Endelig sker der noget. Nogenlunde sådan er reaktionen fra kommuneforeningen KL, der notorisk har afvist at have en holdning til selve udligningssystemet.

Men med dagens præsentation af regeringens udligningsudspil er en regulær ændring af udligningen kommet et skridt nærmere. Og det er man glade for i KL i form af administrerende direktør Kristian Wendelboe.

– Vi er glade for, at der med udspillet nu sættes gang i de politiske forhandlinger. Kommunerne og KL har længe efterspurgt en reform af udligningssystemet. Den manglende reform tærer i den grad på kræfterne i kommunerne, hvilket vi for eksempel så i den seneste budgetproces, hvor den store usikkerhed gjorde det umuligt at komme i mål med skatten. En reform af udligningssystemet er derfor en bunden opgave for regeringen og Folketinget, siger Kristian Wendelboe.

KL har været en del af det såkaldte Finansieringsudvalg, der i foregående folketingsperiode skulle stå for at udarbejde mulige ændringsmodeller af udligningssystemet. Da arbejdet spidsede til, og udvalget skulle aflevere sin anbefalinger, meldte KL sig midlertidigt ud af arbejdet, og er nu medlem igen. De mange modstridende interesser blandt de 98 kommune-medlemmer af KL kunne ikke forenes i en samlet holdning til udligningsordning, lød forklaringen.

LÆS OGSÅ Hovedstadskommuner protesterer over udligningsreform

Derfor har KL heller ikke nu en holdning til indholdet i udspillet, men kun begejstring over at et årelangt stridspunkt kommunerne imellem nu kommer nærmere en løsning.

Regeringens udspil blev præsenteret i dag torsdag af fungerende finansminister Morten Bødskov (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). I morgen fredag starter de politiske forhandlinger på Christiansborg. jki@kl.dk og mdbr@kl.dk

Emneord
Udligning, Økonomi, KL

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL hilser udligningsudspil velkommen: Vi har ventet længe Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger