V-borgmestrene Jens Ive, Rudersdal, og Martin Damm, Kalundborg. Arkivfoto.  og
V-borgmestrene Jens Ive, Rudersdal, og Martin Damm, Kalundborg. Arkivfoto. og
29.01.2020 kl. 14.04

V-borgmester: Stærkt bekymret over udsigt til skattestigning

Der er stærk bekymring over udsigt til skattestigning hos venstre-borgmester efter dryp af detaljer fra udligningsreform. Forhåbning om at venstre-politikere på Christiansborg kan afbøde slaget. I den økonomisk set anden ende af landet er der store forventninger.

Der er sorte udligningsskyer over de mest velstående kommuner i Danmark, efter statsminister Mette Frederiksen (S) har præsenteret en retning og nogle detaljer fra det kommende udligningsudspil. De rige kommuner som Gentofte og Rudersdal skal bidrage mere, mens de fattige kommuner som Kalundborg og Lolland skal have flere penge, lyder hovedtrækkene i Mette Frederiksens udmelding.

I Rudersdal Kommune, der er en af landets absolut største nettobidragsydere, kalder borgmester Jens Ive (V) de få informationer stærkt bekymrende.

Han hæfter sig ved, at Socialdemokratiet har tænkt sig at justere på den mekanisme, som sikrer, at særligt velstillede kommuner med lav skatteprocent ikke betaler mere end 93 procent af den sidst indkomne skattekrone videre ud i udligningssystemet.

I overskriftsform vil regeringen sætte en grænse, så kommuner med skatteprocenter under 23,5 procent mister en del af kompensationen, der sikrer, at de ikke udligner mere end 100 procent af de sidst indkrævede skattekroner.

LÆS OGSÅ KL kvitterer for udligningsaftale over den politiske midte

Det mener Jens Ive uundgåeligt vil betyde, at hans kommune må sætte skatten op til 23,5 procent fra det nuværende niveau på 22,8 procent.

– Hvis man ændrer på den mekanisme, vil det betyde, at der de facto kommer en bund under kommuneskatteprocenten på 23,5 procent. I Rudersdal vil det i hvert fald slå et hul i kommunekassen, som vi kun kan lappe ved at hæve skatten, siger Jens Ive.

Får intet ud af skattestigning

En eventuel skattestigning er ikke sådan lige at få lov til under de nuværende regler, hvor kommunernes skatter under et skal holdes i ro. Det betyder, at hvis en kommune indkræver 100 millioner kroner mere i skat, så skal en eller flere andre kommuner sænke deres skat med et tilsvarende beløb. Sker det ikke, bliver den kommune, der hæver skatten, sanktioneret og går glip af en stor del af de nye skatteindtægter.

Derfor er det for Rudersdals og andre velstillede kommuners vedkommende et uafklaret spørgsmål, hvordan det problem skal løses. Men Jens Ive forventer under alle omstændigheder, at en skattestigning i Rudersdal Kommune ikke på nogen måde vil komme hans egne borgere til gode.

LÆS OGSÅ Aftale om udligning sender milliarder til kommunerne: Stadig intet tilsagn om at få lov til at bruge pengene

– Det værste er jo, at de borgere, som så skal betale mere i skat, ikke får noget ud af det, fordi pengene ryger direkte ud af kommunen. Så det, vi har hørt hidtil, som er meget lidt konkret, er stærkt bekymrende, siger Jens Ive.

Nu sætter han så sin lid til, at hans partikolleger på Christiansborg kan få forhandlet en i hans øjne bedre løsning hjem i den kommende tid.

– Udligningen er Folketingets ansvar, så hvis 90 mandater på Christiansborg vil det, så bliver det sådan. Men jeg har da også hørt, at Socialdemokratiet gerne vil have Venstre med. Venstre kan muligvis ikke forhindre det, men måske finde en anden løsning, siger Jens Ive.

Tager forbehold

På den modsatte side af Sjælland er Kalundborg Kommune og borgmester Martin Damm (V) udråbt af Mette Frederiksen til at være den store vinder i det udspil, som regeringen vil præsentere i morgen torsdag.

LÆS OGSÅ Så meget får din kommune ud af udligningsreformen

I tirsdagens TV-Avisen oplyste Mette Frederiksen, at Kalundborg ville blive den kommune, der fik flest penge ud af regeringens udspil, hvis det bliver til lov.

Martin Damm er dog ikke jublende, men har nogle forbehold.

– Jeg kan jo ikke få at vide, hvordan det endelige regnestykke ser ud. Så det er lidt svært at sige så meget, når vi ikke ved andet, end at statsministeren har nævnt vores kommune. Men det lyder da som om – med alle mulige forbehold – at det bliver et godt resultat for Kalundborg, siger Martin Damm.

Regeringens udspil til en udligningsreform bliver præsenteret på et pressemøde i morgen torsdag. Fredag er Folketingets partier indkaldt til forhandling. jki@kl.dk

LÆS OGSÅ Nu kan kommunerne tjene flere penge på parkering

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: V-borgmester: Stærkt bekymret over udsigt til skattestigning Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger