Jammerbugts borgmester mener, at offentligt-privat samarbejde handler om sund fornuft.
Jammerbugts borgmester mener, at offentligt-privat samarbejde handler om sund fornuft.
20.01.2020 kl. 16.39

Ny OPS-enhed mødes med kommunal skepsis allerede inden den er dannet

Dansk Erhvervs nye idé er næppe det, der får kommunerne til at samarbejde mere med private virksomheder, lyder det fra en borgmester og en kommunaldirektør.
tekst Mads Brandsen

En ny national OPS-enhed med egen professionel bestyrelse bestående af videnspersoner og stakeholdere på området skal sørge for, at erfaringerne med offentligt-privat samarbejde deles mellem aktørerne.

Sådan lyder forslaget fra Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen, som lancerer idéen i et debatindlæg på Altinget Kommunal. Men spørgsmålet er om der er brug for ”en organisatorisk driver”, som Dansk Erhverv forestiller sig det?

Det er Mogens Gade (V) mildt sagt noget tvivlende overfor. Han er borgmester i Jammerbugt, der når man ser på den såkaldte PLI-indikator (privat leverandørindeks, red.) er landets næstbedste kommune til at lade private virksomheder løse opgaver.

– Vi behøver ikke have besøg af nogen, der skal fortælle os, hvordan det offentligt-privat samarbejde skal fungere. Vi bruger den sunde fornuft, og har både sendt opgaver i udbud og taget andre opgaver hjem, siger han.

LÆS OGSÅ V til angreb på K om udbud: Kan vi stole på vores aftaler?

Aktuelt har Jammerbugt Kommune udliciteret al rengøring og sparet 3,5 millioner kroner. 

Det er ifølge Mogens Gade bredt forankret i kommunalbestyrelsen, at kommunen spørger til prisen.

– Hos er det ikke et spørgsmål om ideologi. Det handler om, at vi ikke har uanede mængder af penge, siger han.

Mens Jammerbugt i 2018 havde en PLI på 39,6 er der et godt stykke ned til Egedal Kommune, hvor tallet var 27,8.

Men heller ikke her mødes forslaget fra Dansk Erhverv med udelt begejstring.

Kommunaldirektør Christine Brochdorf kalder idéen "spændende", men pointerer, at en sådan enhed må have en lokal forankring, hvis den skal batte noget. 

– Vi har ikke brug for en ny central enhed, der rykker ud med farvede brochurer og powerpoints én gang om året uden at kende den lokale kontekst. Det bedste ville være, hvis de var forankret i de enkelte kommuner, som ved hvordan man kan lave omstillingen netop der og har kendskab til  virksomhederne i området, siger hun.

Meget kommer dog ifølge Egedals kommunaldirektør til at handle om, hvordan en sådan OPS-enhed vil gribe arbejdet an. 

– Hvis de kommer og er en del af at afdække udfordringer og skabe løsninger i nogle uger ad gangen sammen med os, så kan det blive et rigtig godt initiativ. Men en overordnet kommandocentral har vi simpelthen ikke brug for flere af. De findes på alle mulige forskellige områder, siger Christine Brochdorf. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny OPS-enhed mødes med kommunal skepsis allerede inden den er dannet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger