Det er ikke kun Lollands problem, at der er så mange fattige i kommunen, mener borgmesteren. Foto: Colourbox
Det er ikke kun Lollands problem, at der er så mange fattige i kommunen, mener borgmesteren. Foto: Colourbox
10.01.2020 kl. 10.42

På Lolland er hvert tiende barn fattigt

Selv om det ser ud til, at den stigende børnefattigdomskurve nu er knækket, er Lolland stadig det sted i Danmark, der er flest fattige børn. Det er et nationalt problem, mener borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
tekst Mads Brandsen

Omkring 250.000 danskere lever i fattigdom. Antallet er dermed stagneret efter flere år med stigninger. Også når man ser på børnene, er der blevet færre fattige fra 2017 til 2018, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Men i 25 kommuner er andelen af fattige børn stigende. Det gælder eksempelvis på Lolland.

Det er samtidig den kommune i landet med den højeste andel af fattige børn. Lolland har 660 børn, som lever under fattigdomsgrænsen. Det svarer til 10,2 procent af alle børn i kommunen.

Ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen (S) er der én forklaring på det: Tilflyttere.

LÆS OGSÅ Man kan ikke opsætte måltal for tvangsadoption

– Vi kæmper voldsomt med, at mange af de fattige børn fra andre kommuner kommer til Lolland sammen med deres forældre. Vi har billige boliger, hvilket gør det attraktivt for de fattige familier at søge til Lolland, siger han til Danske Kommuner.

Det er ikke noget, kommunen selv kan gøre så meget ved, fastslår han.

– Vi kan ikke selv løfte det her. Det er en gave, vi har fået fra resten af Danmark, at vi har så stor en andel af indbyggerne, som er på overførselsindkomster. Det er en national problemstilling, at der er mange steder, folk ikke har råd til at bo, lyder det fra Holger Schou Rasmussen.

AE har arbejdet ud fra en fattigdomsgrænse, hvor man defineres som fattig, hvis man tjener under halvdelen af medianindkomsten.

LÆS OGSÅ Børn af misbrugere får mere hjælp

For en enlig ligger grænsen på 124.800 kroner årligt, mens en enlig med to børn er fattig, hvis vedkommende tjener mindre end 199.700 kroner. Fattigdomsgrænsen er udviklet af Danmarks Statistik på baggrund af den tidligere officielle fattigdomsgrænse, der blev indført i 2013. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: På Lolland er hvert tiende barn fattigt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger