Dæmp forventningerne til udligningsreform, siger Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). (Foto: Lars Horn / Baghuset)
Dæmp forventningerne til udligningsreform, siger Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). (Foto: Lars Horn / Baghuset)
09.01.2020 kl. 12.37

Indenrigsminister: Udligningsreform er intet vidundermiddel

Den kommende udligningsreform kommer ikke til at løse alle kommunernes problemer. Derfor bør landets kommunerne skrue forventninger ned, siger Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) på KØF i Aalborg.

Der er forventninger, og så er der realisme. Og lige nu er der i følge social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) lidt af et mismatch mellem de meget høje forventninger blandt landets borgmestre og kommunalpolitikere til den kommende udligningsreform, og så det som en udligningsreform rent faktisk kan løse af kommunernes problemer.

Det er budskabet fra Social- og indenrigsminister Astrid Krag, der torsdag leverede regeringens budskaber til 1.200 kommunalpolitikere i Aalborg ved årets Kommunaløkonomiske Forum.

– Man kan nogle gange få indtryk af, når man taler med borgmestre og lokalpolitikere, at udligning er roden til alt ondt. Så jeg vil gerne benytte lejligheden til at forventningsafstemme. Der er mange udfordringer med udligningssystemet. Ingen tvivl om det. Men vi kommer ikke til at løse alle problemerne på en gang, siger Astrid Krag.

Hun refererer blandt andet til en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Nyhedsmagasinet Danske Kommuner i december sidste år. Den viste, at syv ud af ti borgmestre forventer at få flere penge ud af den kommende udligningsreform. 

LÆS OGSÅ 40 kommuner med udligningsopråb: Kræver ændringer i udspil

– Det er nok en snas skudt over målet, lød den korte konklusion fra ministeren.

Hun gentog desuden den efterhånden universelle sandhed om, at det bliver svært at finde en løsning på de problemer, der er med udligningssystemet i sin nuværende form.

– Det bliver svært at indgå en aftale, for der er ingen nemme løsninger. Det kræver en indsats fra alle parter, og mit håb er, at I vil gå til den kommende reform med realistiske forventninger. For nogen kommuner er nødt til at bidrage mere til fællesskabet end andre, siger Astrid Krag.

KL-formand: Kræver reform inden sommer

Umiddelbart inden Astrid Krag agerede forventningsafstemmer, havde KL's formand, Jacob Bundsgaard (S), benyttet en del af sin taletid på at stille et klart krav til regeringen.

LÆS OGSÅ Saver udspil midt over: Det er symptombehandling

– Man kan ikke tage til KØF uden at nævne udligning. For vi har brug for en udligningsreform. Det har vi haft i mange år. Man har lavet reform på reform, som har skabt forskydninger mellem kommunerne, med lovning om at der ville komme en udligningsreform, som ville rette op på det. Så vi har brug for en udligningsreform nu, siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:

– Den skal ligge klar, inden vi når til de næste økonomiforhandlingerne til sommer. Lidt skarpt skåret op, så bliver det rigtig svært at lave en meningsfuld økonomiaftale uden en udligningsreform. Det er sindsygt vigtigt for os.

Krag: Forhandler i foråret

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har tidligere sagt, at regeringens ambition er at få landet en aftale om en ny udligningsordning i ordentlig tid inden næste kommunalvalg. Selv med tilpas elastik i formuleringen er det ved at snerpe til, hvis regeringen skal nå det. 

En udligningsreform skal nemlig vedtages senest før økonomiforhandlingerne går i gang til sommer, før ændringer kan nå at træde i kraft næste år. Det vil sige, at regeringen skal lande en aftale i løbet af foråret, for at ændringerne i udligningssystemet kan gælde fra 2021, hvor der er kommunalvalg.

LÆS OGSÅ V-borgmester: Stærkt bekymret over udsigt til skattestigning

I regeringens lovprogram kan man da også læse, at regeringen vil fremlægge et forslag til en reform af udligningssystemet i februar måned. Derefter skal aftalen forhandles på plads med Folketingets partier.

Direkte adspurgt efter talen på KØF bekræfter Astrid Krag, at regeringen regner med at forhandle en aftale på plads i løbet af foråret, så den kan træde i kraft med virkning fra næste år. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Indenrigsminister: Udligningsreform er intet vidundermiddel Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger