Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
08.01.2020 kl. 12.30

Borgmestre efterlyser sundhedsreform

Der er akut behov for en sundhedsreform, som sikrer en klar opgavefordeling og at pengene følger opgaven, lyder det fra flere borgmestre.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) afviste i et samråd tirsdag at sætte dato på, hvornår regeringen kommer med et udspil til en sundhedsreform. Men der er ikke tid til at sidde på hænderne. Der er brug for en reform nu, lyder det fra flere af landets borgmestre.

– Jeg er rigtig ærgerlig over, at regeringen vil se tiden an, før den kommer med et udspil. Vi har om noget brug for en reform af det nære sundhedsvæsen. Vi er allerede presset til det yderste, siger borgmester Benedikte Kiær (K), Helsingør Kommune.

Som i resten af landet er indlæggelsestiden på Nordsjællands Hospital faldet drastisk, og Helsingør Kommune får stadig flere borgere hjem med behov for kompleks sygepleje.

– Det er sund fornuft, at flere opgaver foregår tæt på borgerne. Det er den rigtige samfundsudvikling, men det kræver, at man har en plan og en struktur for, hvordan det skal foregå, siger Benedikte Kiær.

LÆS OGSÅ Levetid bliver en del af udligningen

Hun bakkes op af sin borgmesterkollega i Albertslund, som efterlyser, at politikerne på Christiansborg tager ansvar.

– Der er brug for en klar statslig adressering. Vi står med en meget konkret opgave, hvor det skal defineres, hvilke opgaver regionerne skal løse, og hvilke opgaver kommunerne skal overtage – og hvilke penge, der følger med opgaverne, siger Steen Christiansen (S).

Fra Nordjylland lyder der også en klar opfordring til at komme i gang.

– Det giver god mening, at vi har specialiseret sygehusene, men vi mangler at geare det bagvedliggende system til den virkelighed, vi har i dag. Vi har brug for en sundhedsreform, der sikrer, at økonomien følger med de opgaver, som kommunerne overtager, siger borgmester Ulla Vestergaard (S), Thisted Kommune.

LÆS OGSÅ Svage ældre skal udløse flere penge

Flere ældre

Den demografiske udvikling accelerer udfordringerne, når den store efterkrigstidsgeneration for alvor rammer ældreplejen. På Langeland kan landets borgmestre allerede nu få et kig ind i den virkelighed. Her er hver tredje borger over 65 år, og knap ni procent har allerede fejret 80-års fødselsdag.

– Regionerne er rigtig flinke til at erklære folk raske, og vi er gang på gang nødt til at give store tillægsbevillinger til ældreområdet. Vi har brug for en reform, der klart definerer opgavefordeling. Lige nu ser det ud som om det hele blive udskudt igen, og det er uholdbart, fordi opgaverne forsætter med at glide uplanlagt ud i kommunerne, siger borgmester Tonni Hansen (SF), Langeland Kommune. gij@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmestre efterlyser sundhedsreform Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger