Erik Lund er tidligere inddrivelseschef i Skat København og sidder i byrådet for Konservative i Allerød Foto: David Tokarski
Erik Lund er tidligere inddrivelseschef i Skat København og sidder i byrådet for Konservative i Allerød Foto: David Tokarski
06.01.2020 kl. 12.53

Tidligere inddrivelseschef: Lad kommunerne inddrive deres gæld selv i stedet for at afskrive den

Tre eksperter opfordrer skatteministeren til at slå en streg over danskernes gæld til det offentlige. Kommunerne kan sagtens inddrive deres egen gæld, mener Erik Lund, der er tidligere konservativ borgmester i Allerød og inddrivelseschef i Skat København.

Vis mandsmod og slå en streg over danskernes gæld.

Sådan lyder meldingen til Skatteminister Morten Bødskov (S) fra tre eksperter i mandagens udgave af Berlingske. De mener, at danskernes gæld til det offentlige er ødelæggende for tilliden til Skat, og at meget af gælden er udsigtsløst at inddrive.

Det er tidligere borgmester i Allerød og inddrivelseschef i Skat København Erik Lund (K) i princippet enig i. I hvert fald at det er udsigtsløst at lade Skat stå for inddrivelsen. Men hvis kommunerne i stedet får mulighed for at inddrive deres del af den samlede gæld, så er sagen en anden, mener han.

– Så længe inddrivelsen af skatter og øvrige offentlige krav ligger i et offentligt regi, hvor man ikke har uddannede pantefogeder med kompetencer til at inddrive, så kan man lige så godt afskrive gælden. Men hvis man vil opkræve den manglende gæld, så skal man flytte den tilbage til de kommunale pantefogeder, siger Erik Lund.

LÆS OGSÅ Drop fladskærms-tv'et og betal din gæld: Kampagne indbragte kommune en million

Siden 2005 har opgaven med at inddrive borgeres gæld til det offentlige ligget hos staten i form af Skat. Tidligere havde kommunerne selv ansvaret for at inddrive deres borgeres gæld til kommunen i form af blandt andet p-bøder, biblioteksafgifter og manglende betaling af daginstitutionsplads.

Siden opgaven overgik til Skat, er borgernes gæld til det offentlige steget voldsomt. Det skyldes blandt andet, at det it-system, som Skat forsøgte at få udviklet til at effektivisere inddrivelsen – EFI hed det – kuldsejlede og til sidst måtte skrottes. Siden har Skat forsøgt sig med efterfølgeren til EFI – PSRM hedder det nye system. Det er blevet leveret, men det har vist sig ganske svært at få det til at tale sammen med de mange systemer, som blandt andet kommunerne har til at håndtere gæld.

Selvom den tidligere inddrivelseschef og nuværende byrådsmedlem i Allerød Erik Lund mener, at kommunerne bedre kan inddrive gæld, så er der dog også gældsposter, som er umulige at inddrive for kommunerne

– Restancer, der er 30 år gamle, hvor personen nu er 85 år og aldrig kommer til at tjene penge, kan man lige så godt afskrive med det samme. Men der er masser af de gamle restancer, man stadigvæk godt kan få ind ved en effektiv inddrivelse, siger han.

LÆS OGSÅ Brev til borgerne får pengene til at strømme ind

Erik Lund fremhæver også beslutningen om, at kommunerne i 2017 selv fik lov til at inddrive ejendomsrestancer som en rigtig god beslutning, fordi flere kommuner fik reduceret gælden med millionbeløb.

Siden kommunerne fik den mulighed, har flere kommuner ansat medarbejdere til at stå for inddrivelsen. Det har i flere tilfælde vist sig at være en god forretning.

Til Berlingske har Skatteminister Morten Bødskov (S) afvist at afskrive den del af gælden, som de tre eksperter foreslår.

– Jeg mener ikke, at det er en vej at gå. Tværtimod. Jeg mener, at man skal betale det, man skylder, siger han. frov@kl.dk

LÆS OGSÅ Kommune har succes med at ringe til gældsramte
Emneord
Gæld, Inddrivelse

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere inddrivelseschef: Lad kommunerne inddrive deres gæld selv i stedet for at afskrive den Felter med * skal udfyldes
 
Af: Jørgen Busch
Stad & Egn
Den 06.01.2020 kl. 13:42

Ja tak til inddrivelses-kapaciteter !

svar på: Tidligere inddrivelseschef: Lad kommunerne inddrive deres gæld selv i stedet for at afskrive den

Kan kun være enig i at det der er behov for nyorganisering af inddrivelsesområdet og ansættelse af inddrivelses-kapaciteter som Jens Peter Pantefoged og Erik Trolle, som tidligere udførte opgaven til ug med kryds og slange i Helsingør Kommune.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger