Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
06.02.2020 kl. 11.22

Grønt lys til Aalborgs millionstøtte til ny festival

Musikfestivalen Colorz kan få tilskud fra Aalborg Kommune, fastslår tilsynet.
tekst Mads Brandsen

Det er helt inden for skiven, at Aalborg Kommune påtænker at støtte den nye musikfestival Colorz med 600.000 kroner om året i 2020-2022.

Det fastslår tilsynet under Ankestyrelsen i en udtalelse, efter at kommunen har henvendt sig for at være sikker på, at støtten til festivalen ikke konflikter med kommunalfuldmagten, der overordnet set slår fast, at kommuner ikke kan støtte privat erhvervsvirksomhed.

Af aftalen med kommunen fremgår det, at hvis selskabet bag festivalen, Colorz Festival ApS, får et overskud, der overstiger "en rimelig fortjeneste", skal kommunens tilskud mindskes tilsvarende.

Colorz går efter at lokke de helt store internationale navne til byen – på samme måde som festivalen Tinderbox i Odense har gjort det med stor succes.

LÆS OGSÅ Borgmester til regeringen: Vi har brug for et påbud – ikke en anbefaling

Netop Tinderbox har Aalborg Kommune selv skelet til som eksempel på, at en kommune godt kan hjælpe en festival økonomisk i gang.

Og det kan en kommune godt, konkluderer tilsynet, der kalder netop kulturaktiviteter et "klassisk eksempel" på aktiviteter, som kommunerne kan støtte økonomisk, så længe kommunen kontrollerer, at midlerne kun bruges til kultur.

Aalborg Kommunes jurister har på baggrund af en sammenligning med Odenses støtte til Tinderbox vurderet, at støtten til Colorz ikke overskrider statsstøttereglerne, men dette spørgsmål har Ankestyrelsen ikke set sig i stand til at tage stilling til. mdbr@kl.dk

Emneord
Jura, Økonomi, Kultur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Grønt lys til Aalborgs millionstøtte til ny festival Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger