Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
21.12.2020 kl. 13.09

Esbjerg vil sende flere opgaver i udbud

Forvaltningen i Esbjerg skal se på, om flere opgaver kan lægges ud til private. Men det bliver ikke på velfærdsområderne, fastslår borgmester.

Økonomiudvalget i Esbjerg har bedt forvaltningen undersøge, hvilke kommunale opgaver, der med fordel kan udbydes til private. Det sker på initiativ af borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).

Esbjerg ligger under landsgennemsnittet for den målbare konkurrenceudsættelse, og det er særligt inden for det tekniske område, at kommunen i dag lader private løse opgaverne.

Efter Dansk Industris nylige opgørelse af erhvervsklimaet i kommunerne mener Jesper Frost Rasmussen, at det giver god mening at se på, om kommunen kan gøre mere. Det bliver dog ikke indenfor velfærdsområderne. 

– Vi har intet imod friplejehjem, privatskoler eller private daginstitutioner, tværtimod betyder det jo, at borgerne får lov til selv at foretage et reelt valg. Men i Esbjerg Kommune har vi ikke nogen stor tradition for at konkurrenceudsætte inden for sundhed og ældrepleje, og det er heller ikke noget, vi ønsker at gøre i fremtiden, siger han til JydskeVestkysten.

LÆS OGSÅ V til angreb på K om udbud: Kan vi stole på vores aftaler?

Ifølge Social- og Indenrigsministeriet havde Esbjerg sidste år konkurrenceudsat 24,7 procent af opgaverne. Samtlige kommuner har i gennemsnit konkurrenceudsat 26,5 procent. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Esbjerg vil sende flere opgaver i udbud Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger