Borgmestrene fra de kommuner, der hidtil ikke var omfattet af restriktioner, var i dag til møde med sundhedsminister Magnus Heunicke. Foto Folketinget
Borgmestrene fra de kommuner, der hidtil ikke var omfattet af restriktioner, var i dag til møde med sundhedsminister Magnus Heunicke. Foto Folketinget
15.12.2020 kl. 13.10

Restriktioner udvides til hele landet

De sidste 29 borgmestre blev tirsdag formiddag kaldt til samtale med sundhedsminister Magnus Heunicke. Alle landets kommuner er nu delvist lukket ned, og ministeren afviser ikke yderligere restriktioner før jul.

Opdateret den 15. december, kl. 17.45

Den delvise nedlukning, som indtil idag har været gældende i 69 af landets kommuner, udvides nu til at omfatte alle 98 kommuner.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Restriktionerne, som gælder fra onsdag den 16. december klokken 16.00, kommer i kølvandet på et stigende smittetryk i Region Syddanmark og Region Nordjylland.

LÆS OGSÅ Kommuner får navne på smittede borgere

– Jeg er alvorligt bekymret for den udvikling, vi lige nu ser i hele landet. Derfor udvider vi restriktionerne til samtlige kommuner for at bremse smitten og få knækket kurven. Det sker efter anbefaling fra vores sundhedsmyndigheder i Indsatsgruppen, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S).

Sundhedsordførerne fra alle partier blev tirsdag formiddag orienteret af sundhedsministeren, og senere på dagen blev borgmestrene fra de kommuner, der endnu ikke havde særlige restriktioner, indkaldt til møde hos ministeren.

Blandt borgmestrene i de nu berørte kommuner har der dagen igennem lydt ærgrelse men forståelse for beslutningen.

– Jeg synes jo, at det er ærgerligt. Vi er jo et af de områder i Danmark, der er knap så hårdt ramt rent smittemæssigt. Men man må bare sige, at smitten er så udbredt i hele landet, at man har set det her som værende nødvendigt, og det respekterer jeg fuldt ud, siger Tønders borgmester Henrik Frandsen (Tønder Listen) til dr.dk.

Restriktionerne gælder nu i hele landet frem til og med den 3. januar, men ifølge sundhedsministeren kan det ikke afvises, at yderligere restriktioner bliver aktuelle.

LÆS OGSÅ Kommuner er klar til at modtage sygehuspatienter

– Tiltagene vil til at starte med gælde til efter nytår, men Indsatsgruppen følger udviklingen meget tæt og vurderer løbende, om det skal indstilles til regeringen at indføre skærpede tiltag på denne side af jul, siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen. tkn@kl.dk  ksp@kl.dk 

 

Disse skærpede restriktioner gælder nu i hele landet:

  • Folkeskoleelever fra femte klasse og op sendes hjem og overgår til fjernundervisning. Det samme gælder for elever og kursister på ungdoms- og voksenuddannelser.
  • Videregående uddannelser skal omlægge undervisningen til digital undervisning uden fremmøde.
  • Offentlige arbejdspladser opfordres til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke varetager kritiske funktioner. Hjemsendte bør så vidt muligt arbejde hjemmefra
  • Private arbejdspladser opfordres kraftigt til også at sikre, at de medarbejdere, der har mulighed for at varetage arbejdet hjemmefra, sendes hjem.
  • Restauranter og andre serveringssteder lukkes for servering, men har mulighed for fortsat at tilbyde take-away.
  • Idræts-, forenings- og fritidsaktiviteter, der foregår indendørs, skal holdes lukket offentligheden.
  • Kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden.

Hertil kommer de almindelige restriktioner om afstandskrav, mundbind, forsamlingsforbud m.v.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Restriktioner udvides til hele landet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger