Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
28.08.2020 kl. 11.51

KL melder klar til at lave ”lukkeliste” – men kun på visse betingelser

Man kan ikke nå at lave en endelig liste over, hvilke forbrændingsanlæg der skal lukke allerede til nytår, lyder det fra KL.

Da regeringen i juni landede en bred aftale om en reform af affaldssektoren, lød et af punkterne, at KL skal udarbejde en liste over, hvilke kommunalt ejede forbrændingsanlæg, der skal lukkes ned inden 2030.

Den opgave har KL’s bestyrelse torsdag besluttet at tage på sig, men det bliver på visse betingelser, siger KL’s næstformand, borgmester i Kalundborg, Martin Damm (V).

– Vi kan godt lave en foreløbig liste til 1. januar. Men den skal underkastes en politisk proces, og det skal der være tid til. Der er en helt masse processer rundt omkring, og derfor kan vi ikke lave en endelig liste før sommeren 2021. Det kræver noget knofedt, og det bliver ikke nemt, siger han.

Derudover ønsker KL, at kommunerne holdes økonomisk skadesløse.

LÆS OGSÅ Wermelin vil standardisere kommunernes affaldssortering

– Sådan må det være, når staten har godkendt alle de forbrændingsanlæg, der er, fordi der har været brug for dem. Der må det være staten, der betaler, når man sadler om, siger Martin Damm.

Som led i aftalen er der afsat 200 millioner kroner til at holde kommunerne skadesløse, men det beløb er ifølge KL næppe tilstrækkeligt.

Endelig kræver KL, at der skal være klarhed over ansvarsfordelingen, så kommuner fortsat har afgørende indflydelse i affaldsselskabernes bestyrelse, og at der etableres en aftalebaseret model for fordelingen af det affald, der skal brændes på de tilbageværende anlæg. mdbr@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL melder klar til at lave ”lukkeliste” – men kun på visse betingelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger