Den radikale byrådsgruppe i Aarhus er vokset til tre personer, efter Mahad Yussuf (i midten) har skiftet fra S til R. Foto: Radikale, Aarhus
Den radikale byrådsgruppe i Aarhus er vokset til tre personer, efter Mahad Yussuf (i midten) har skiftet fra S til R. Foto: Radikale, Aarhus
27.08.2020 kl. 11.11

Utilfredshed med værdipolitikken: Socialdemokrat forlader partiet

Socialdemokratisk byrådspolitiker skifter til Radikale på grund af utilfredshed med Socialdemokratiets værdipolitiske linje.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem i Aarhus Mahad Yussuf forlader sit parti og skifter til Radikale Venstre. Det oplyser Radikale i en pressemeddelelse sent onsdag aften.

Årsagen til Yussufs partiskift er utilfredshed med det, han kalder Socialdemokratiets værdipolitiske drejning på landsplan.

– Socialdemokratiet har været en del af mig i mange år, hvor jeg har mødt og arbejdet sammen med en masse gode folk. Det er tid, jeg vil se tilbage på med stor glæde – og jeg vil huske, hvordan jeg som ung mand blev inspireret af Svend Auken i at involvere mig i politik. I de senere år må jeg desværre erkende, at partiet og jeg er vokset fra hinanden i forhold til den værdipolitiske linje på landsplan. For mig handler politik om at kæmpe for et rummeligt Danmark, som har plads til forskellighed. Derfor har jeg i dag truffet en meget svær beslutning. Jeg har valgt at melde mig ud Socialdemokratiet for at fortsætte mit politiske arbejde hos Radikale Venstre, siger Mahad Yussuf.

Han er i gang med sin første periode i byrådet i Aarhus, efter han i 2017 blev valgt med 11. flest stemmer på den socialdemokratiske liste. Han forklarer, at det især er debatten under coronakrisen, der har givet det sidste puf ud af Socialdemokratiet.

LÆS OGSÅ Voldsdømt ex-byrådsmedlem politianmelder borgmester

– I den seneste tid under coronakrisen har vi igen set den generaliserende tone være stærkt fremme. Det gavner intet at tale i en mistænkeliggørende tone til vores medborgere. I Radikale Venstre håber jeg at kunne være med til, at vi taler hinanden op og skaber et samfund, hvor vi kæmper i fællesskab mod de udfordringer, vi står over for, siger Mahad Yussuf.

Han er uddannet fra Aalborg Universitet, hvor han har læst en bachelor i sociologi og en master med titlen "International Relations and Affairs - Global Refugee Studies".

Med Mahad Yussufs partihop tæller de Radikale nu tre mandater i byrådet i Aarhus. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Utilfredshed med værdipolitikken: Socialdemokrat forlader partiet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger