Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
25.08.2020 kl. 11.50

S og SF i København vil indføre minimumsnormeringer før tid

Socialdemokratiet og SF i København vil bruge en halv milliard kroner på at indføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne allerede i 2022. Partierne vil tage forslaget med til forhandlingerne om næste års budget.

Socialdemokratiet og SF i Københavns Kommune vil bruge en halv milliard kroner på at indføre minimumsnormeringer i kommunens daginstitutioner i 2022 – altså tre år før flertallet på Christiansborg er blevet enige om at minimumsnormeringer skal være indfaset. Det skriver S og SF i en pressemeddelelse.

– Daginstitutionerne spiller en nøglerolle i forhold til at give vores børn en god hverdag fuld af leg og læring. Vi har sat målrettet ind for at løfte kvaliteten i byens børnehaver og vuggestuer, og indsatsen har båret frugt. Næste skridt er at sikre flere pædagoger allerede fra næste år, så der bliver mere tid til det enkelte barn – og mere ro omkring vores dygtige pædagogers arbejde, siger overborgmester Frank Jensen (S).

Hvis forslaget bliver gennemført, vil der i 2022 være højst tre vuggestuebørn per voksen og højst seks børnehavebørn per voksen i de københavnske institutioner. Forslaget koster 450 millioner kroner over de næste fire år – et beløb der kommer oven i det statslige tilskud til flere voksne i daginstitutionerne.

S og SF vil i 2021 bruge 76 millioner kroner på flere voksne. Det vil være en fordobling af det statslige tilskud, som København kan forvente at modtage, efter et flertal på Christiansborg med den seneste finanslov besluttede at afsætte et milliardbeløb frem mod 2025 til bedre normeringer.

LÆS OGSÅ Klar med minimumsnormeringer allerede næste år

Københavns normeringer er i øjeblikket på 3,2 vuggestuebørn per voksen og 6,5 børnehavebørn per voksen. Forslaget vil, hvis det bliver vedtaget med budgettet for 2021, koste forældrene en stigning på omkring 20 til 50 kroner om måneden i egenbetaling for institutionspladserne. De øgede normeringer vil desuden betyde, at København får brug for at ansætte 950 pædagoger de næste fire år.

Socialdemokratiet og SF sidder på i alt 20 af 55 pladser i Borgerrepræsentationen. jki@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: S og SF i København vil indføre minimumsnormeringer før tid Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger